Annonce
Mad 5. feb. 2009 KL. 10.07

Restauranter pusher sodavand

Fri sodavand vinder indpas på de danske fast food-restauranter. Det gør børn og unge fede, advarer eksperter.

Læs mere

Drik alt det sodavand, du kan. Det amerikanske fænomen refill' vinder indpas på de danske fastfood-restauranter, og det får flere ernæringseksperter op af stolene.

»Sodavand er en af de få fødevarer, som der er klare beviser på, hænger sammen med fedmeepidemien. Derfor er det skræmmende, at man nu opfordrer unge til at drikke så meget som muligt for at få noget for pengene,« siger professor Arne Astrup, som er præsident for den internationale fedmeforskningsorganisation IASO.

Det skriver metroXpress.

Burgerkæden McDonald’s tilbyder 'refill' i omkring 35 ud af de 83 danske restauranter. Også Burger King tilbyder fri sodavand i enkelte af sine restauranter.

Refill-bølgen harmonerer dårligt med de danske myndigheders seneste kampagne om, at man max bør drikke en halv liter sodavand om ugen.

Sodavand er skurken i fedmeepidemien
Kim Fleischer Michaelsen, professor i børneernæring ved Københavns Universitet, forklarer, at sodavands-drikkeri og portions-størrelse er de to faktorer, der betyder mest for, om børn bliver fede.

»Med refill-konceptet har man kombineret de to faktorer, der betyder mest for udviklingen af fedme, og det er en virkelig dårlig idé,« siger Kim Fleischer Michaelsen.

Efterspørger branche-kodeks
Både han og Arne Astrup frygter, at refill-konceptet vil blive normalt, fordi kunderne forventer det. De appellerer til, at branchen laver et kodeks, hvor de forpligter sig til ikke at tilbyde gratis sodavand.

Det vil restaurationsbranchen dog ikke være med til.

»Vi har altid en dialog med vores medlemmer. Men vi passer på med at regulere, hvad vores medlemmer kan og ikke kan. Vi vil gerne hjælpe forbrugerne med at tage det rigtige valg ved at oplyse. Men det er ikke realistisk, at vi kan gå længere,« siger Jan Laursen, der er formand i Horesta, restauranterhvervets brancheorganisation.

Sodavand er en af de fødevarer, der mætter allermindst. Derfor kan man drikke store mængder sodavand, uden man begynder at føle sig mæt. Det skyldes, at sodavand snyder den såkaldte appetit-kontrol, der skal hjælpe os til ikke at spise for meget.

nyheder@pol.dk

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer