Annonce
Mad 13. feb. 2009 KL. 16.53

Nye colaer får sund forklædning

En ny sukkerfri cola med vitaminer og grøn te er Coca-Cola-koncernens forsøg på at gøre læskedrikken socialt acceptabel.

Se også

Coca-Cola afviser, at man prøver på at lade produkterne fremstå som sunde.

Engang – dengang vi ikke gik så meget op i sundhed alle sammen – forbandt vi en cola med glæde, ungdom og evigt solskin. Den tid er for længst forbi.

I dag er Coca-Cola den mest udskældte drikkevare (uden alkohol), når ernærings- og kosteksperter taler til vores sunde jeg, og den får skyld for alskens dårligdomme, fra fedme til sukkersyge, dårlige tænder og knogleskørhed.

Ændring af strategi
Så når koncernen lancerer nye produkter som Coca-Cola Light Plus med vitaminer og Coca-Cola Light Plus med grøn te, skyldes det et behov for at signalere noget ganske andet, vurderer reklameeksperten Frederik Preisler:
Plus-colaer.  De to nye produkter fra Coca-Cola med henholdsvis grøn te-ekstrakt og vitaminer tilsat. Foto: Torben Greve
»Coca-Cola prøver selvfølgelig at bringe sig selv hen i en situation, hvor deres produkter kommer til at lyde sundere, så de kan opnå en social accept. De oplever for tiden en social udstødelse, fordi det er gået op for folk, at det stads er så vanvittig giftigt. På ganske få år er Coca-Cola gået fra at være et nydelsesmiddel til at høre til i misbrugskategorien på linje med øl og cigaretter«, siger Frederik Preisler.

Han er direktør og partner i kommunikationsvirksomheden Mensch (tidligere Propaganda).

Coca Cola i orkanens øje
Man kunne indvende, at det ikke blot er Coca-Cola, der i dag har et blakket ry, men sodavand i almindelighed. Men sådan forholder det sig ikke, mener reklamemanden.

»Coca-Cola er hovedeksponenten for diskussionen om, at børn får for meget sukker. De er kategoribærere, som det hedder i vores branche, hvilket vil sige, at de er synonyme med sukkerholdige sodavand. Man tænker simpelthen ikke på andre mærker, når man har dén debat«, forklarer Frederik Preisler.

Følger efterspørgslen
Lørdagsliv har spurgt Coca-Colas pressechef i Danmark, Mikael Bonde-Nielsen, om de nye produkter skal fremstå som sundere alternativer til de gængse produkter:

»Der ligger ingen sundhedsanprisninger i de nye produkter. Vi kan se, at der en efterspørgsel efter funktionelle produkter, som kan mere end blot at slukke tørsten, og dén efterspørgsel vil vi gerne imødekomme«, siger Mikael Bonde-Nielsen.

Men der ligger vel nogle signalværdier i grøn te og i vitaminer, der er med til at give produkterne et skær af sundhed?

»Grøn te er en smagsvariant, og vitaminerne er ikke en sundhedsanprisning«, siger Mikael Bonde-Nielsen.

Hvorfor så putte vitaminer i?

»Fordi efterspørgslen er der. Det overordnede formål er at gøre light-kategorien mere attraktiv«, siger Mikael Bonde-Nielsen.

Detail boykotter ny cola
De to nye produkter blev lanceret i Danmark i januar. Den ene type cola er tilsmagt med ekstrakt af grøn te, mens den anden rummer vitaminerne niacin og B{-1}{-2} i mængder, der svarer til 15 procent af det anbefalede daglige indtag for hver 100 ml.

Coop og Dansk Supermarked reagerede ved at boykotte den vitaminberigede cola:

»Vi har valgt ikke at sælge den, fordi det er et ikke specielt sundt produkt, der kommer til at fremstå sundt. Det går imod vores plan om at undgå vildledning af forbrugerne«, siger Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

Coca-Colas kommunikationschef, Mikael Bonde-Nielsen, oplyser, at det endnu er for tidligt at sige noget om salget.

nyheder@pol.dk

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer