Annonce
Mad 7. maj. 2009 KL. 08.01 opdateret 7. maj. 2009 KL. 08.07

Alkoholfri vin smager af dårlig frugtsaft

Dommerne vil hellere drikke frugtsaft til middagen end vin uden alkohol. Her er de bedste alkoholfri alternativer.

Politiken synes
Politiken synes
Vi tjekker

Alkoholfri vin smager af dårlig frugtsaft

Sorteret efter

fakta

Seks alkoholfrie rødvine og seks røde frugtsafter er blindsmagt af tjeks dommerpanel.

Drikkene er vurderet på farve, duft, smag og på, hvorvidt de kan drikkes til en god middag.

Dommerne er:
Christian Aarø Mortensen, indehaver af Restaurant Prémisse i København og tredobbelt vinder af det danske mesterskab i vinkendskab. Han er uddannet kok og Danmarks deltager, når verdens bedste sommelier skal kåres i Chile i 2010.

Michael René Jensen er sensoriker – smagsekspert – adjunkt og levnedsmiddelingeniør ved Suhr’s Seminarium i København.

Dommerne har først smagt de seks vine og derefter de seks safter. De to kategorier er ikke sammenlignet direkte.

Konfirmationssæsonens mange familiefester betyder gode frokoster i festligt lag. I mange familier er det derfor en udfordring at finde alternativer til de familiemedlemmer, der ikke drikker alkohol.

Det kan være den gravide kusine, tanten, der er ædru alkoholiker eller de tre onkler, der skal køre bilen hjem efter festen.

Tjek tester, om alkoholfri rødvin kan bruges som alternativ til de gængse våde varer.

Det spiller ikke
Dommen er hård. Det ligner vin, og der står vin på etiketten, men alkoholfri rødvin smager mest af alt af intetsigende frugtsaft, mener dommerne.

»Alkoholfri vin, det spiller ikke. Hvis vi ikke vidste, det var vin, ville jeg tro, det var saftevand - hele vejen igennem«, siger Christian Aarø Mortensen, der er tredobbelt vinder af det danske sommelier-mesterskab og ejer af Restaurant Prémisse i København.

God frugtsaft
Faktisk ville dommerne vælge at drikke testens seks frugtsafter til deres middag, hvis de ikke kunne få rigtig - alkoholholdig - vin.

Flere af de testede safter får til gengæld rosende ord med på vejen.

Især den økologiske druesaft fra Organic Village har både kraft og tørhed nok til at give modspil til middagen.

Karlin Nielsen, der er stifter af Holte Vinlager, fører selv en række alkoholfri vine. Han mener dog ikke, at de røde varianter er værd at drikke.

»De alkoholfri hvidvine smager faktisk godt, men over for de røde er jeg er stadig ikke voldsomt positiv. Man skal sige til sig selv, at det ikke er rødvin, man sidder og drikker, for det er altså noget andet, og så skal den drikkes kold«, siger Karlin Nielsen.

Snød gæsterne
Han oplever dog en efterspørgsel fra folk, der skal køre bil efter en fest, fra gravide og fra folk, der ikke tåler alkohol af den ene eller den anden grund.

»Skal folk have stort selskab, anbefaler jeg dem at købe et par flasker alkoholfri hvidvin. Til min kones fødselsdag havde jeg købt mousserende vin til alle som velkomstdrink, og ingen bemærkede, at det var alkoholfri«, siger Karlin Nielsen.

Historien er dog en anden, når det er alkoholfri rødvin, der er i glassene, understreger han. Og tjeks test bekræfter opfattelsen.

Mens vinens farve og somme tider også duften får rosende ord med på vejen, kritiseres smagen for at være enstrenget, unuanceret og uden eftersmag.

Mangler alkohol
Vinderen Fre by Sutter Home får de pæneste ord med på vejen, men dommerne understreger gang på gang, at den på ingen måde kan leve op til vin, der har fået lov til at beholde en høj alkoholprocent.

»Den overrasker med en dejlig rund smag og en god balance mellem det sure og det søde. Men man mangler alkoholen som en markør«, siger Michael René Jensen.

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer