Annonce
Mad 25. feb. 2010 KL. 07.41

Fairtrade sætter salgsrekord

Trods finanskrisen ryger der stadig flere fair varer i indkøbskurvene.

Mens andre daglig- og luksusvarer lider under at danskerne sparer på pengene, går det strygende for fairtradevarerne, som sikrer bønder i udviklingslandene en ordentlig pris for deres produkter.

Det oplyser Fairtrademærket Danmark, som i 2009 kunne notere sig en fremgang på syv procent i salget af fairtradevarer som kaffe, bananer, honning, kakao, vin og mange flere.

LÆS ARTIKELDanskernes samvittighed findes i bæreposen

Det skal holdes op mod en tilbagegang på tre procent i den samlede dagligvarehandel.

Forbrugernes opbakning stiger
Årets resultat glæder Fairtrade Mærket Danmark, der står for mærkningsordningen her i landet:

»Det er fantastisk at opleve, at danskernes opbakning til Fairtrade bare stiger og stiger – ikke kun i holdninger men også handlinger. I en tid hvor mange bundlinjer bløder, er det meget opløftende«, siger generalsekretær Judith Kyst fra Fairtrade Mærket Danmark i en pressemeddelelse.

LÆS ARTIKELFairtrade bringer byboere nærmere naturen

Den samlede omsætning af Fairtrade-mærkede varer, baseret på rapporteret salg fra leverandørerne, ender på cirka 405 millioner kroner i 2009.

Dermed har Fairtrade rundet endnu et hundredetusinde-hjørne og nærmer sig hastigt den halve milliard i årlig omsætning.

Butikker bakker op
»Fairtrade er gået fra at være en trend til at blive mainstream og dermed en fast del på mange danskeres indkøbslister. Der er ikke længere tale om et nichemarked men om en håndfast størrelse på det danske dagligvaremarked«, siger Judith Kyst.

Væksten skyldes blandt andet, at flere virksomheder vælger at føre et eller flere produkter med Fairtrade-mærket. 7-Eleven har indført 100% Fairtrade-mærket kaffe i sine butikker. Ben&Jerrys overgår til 100% Fairtrade på sine is. Coop har vedtaget en ansvarlighedspolitik, der skal fordoble salget af Fairtrade over de kommende tre år.

LÆS ARTIKELFairtrade-te sprøjtes med pesticider

»Når store virksomheder og butikker vælger at satse på Fairtrade, så flytter det virkeligt noget. Fairtrade er brudt igennem, der hvor der for alvor ryger varer over disken. Alt sammen til gavn for de mange bønder og plantagearbejdere, som Fairtrade støtter, hver gang der lægges en vare på kassebåndet«, siger Judith Kyst.

LÆS ARTIKELDet får bonden ud af fairtrade

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer