Annonce
Mad 29. apr. 2010 KL. 10.56

SuperBrugsen afsløret i at ompakke kød

SuperBrugsen i Nykøbing Mors har fyret slagteren efter ny kødskandale.

Tre jyske SuperBrugsen-butikker har fået bøder for at ompakke gamle fødevarer og forsyne dem med nye datomærker.

Butikkerne er afsløret i en storstilet landsdækkende kampagne mod kødsvindel hos danske slagtermestre og supermarkeder, som Fødevarestyrelsen har ført siden januar.

Det skriver B.T.

Kampagnen blev sat i gang efter at kød-skandalen fra 2009 hos hovedsageligt SuperBest, der blev afsløret i at pakket kødet om med nye datoer. Mange steder foregik svindelen med kød systematisk.

Sur smiley til 10 butikker
Efter den nye kampagne kan ti butikker og kødgrossister nu hænge en sur smiley i vinduet for at have snydt med sine fødevarer.

Den store synder er denne gang SuperBrugsen og Kvickly, der begge ejes af Coop Danmark. De har fået fem sure smil og bøder på 15.000 kr. stykket for fusk og rod.

»Vi havde ikke forventet at finde sager med butikker, der pakkede kød om med nye datoer. Der var jo så meget omtale af det her emne sidste år. Men det fandt vi desværre alligevel i SuperBrugsen«, siger sektionsleder Susanne Frandsen fra Fødevareafdeling Viborg, til B.T.

Slagter fyret efter svindel
SuperBrugsen i Nykøbing Mors har bedt en slagter finde nyt arbejde, efter at han blandede kød fra dagen før med i det friske hakkekød. Hakket kød kan nemlig kun holde sig 24 timer.

»Det kan vi ikke forsvare. Sagen er fuldstændig galimatias. Derfor har vi reageret med en bortvisning«, siger Mogens Werge, fødevarepolitisk direktør i Coop.

Han kalder de andre sager mindre alvorlige, og i én sag er de uenige med Fødevarestyrelsen om, at de har ompakket leverpostej, mens de erkender, at de i en SuperBrugsen i Aalborg har forsynet allerede hakket fiskefars med en ny pakkedato.

»Det får vi så en bøde for. Det kan godt være, vi har solgt kødet nogle timer mere, end vi må. Men vi mener ikke, at vi har lavet noget superkriminelt«, siger Mogens Werge.

Også to Kvickly’er i Valby og Frederikssund er taget for manglende egenkontrol og for at sælge fødevarer efter sidste salgsdato.

Danmarks fødevareminister Henrik Høegh (V) er selv blevet kritisk forbruger efter sidste års fødevareskandaler.

»Du må roligt give SuperBrugsen en opsang fra mig. Jeg er både skuffet og forundret over, at der stadig er butikker, som snyder på vægten. Det siger sig selv, at man som forbruger bør kunne stole på det, der står på pakkerne«, siger Henrik Høegh til B.T.

nyheder@pol.dk

Tilmeld dig Politiken Mad Nyhedsbrev

Annonce
Annoncer
Annoncer