Mia Sommer synes, at disse bøffer med champignon, ris og bønner egner sig særlig godt til en burger på grund af deres udseende og fyldige smag. Derudover er det vigtigste ved en burger smørelsen. Det kan være pesto, guacamole, tzatziki, ketchup eller en overdådig kombination af det hele.

Med champignon, ris og bønner: Veganske burgerbøffer

Lyt til artiklen

8-9 styk

Ingredienser

100 g hvide ris
500 g champignoner
1 løg, hakket
1 dåse kidneybønner
1/4 tsk. røget paprika
1-2 tsk. salt
friskkværnet peber
evt. chili
75-100 g rasp
olie til stegning

Sådan gør du:

  1. Start med at koge de hvide ris 10-15 minutter (eller efter anvisningen på pakken). Lad dem derefter dryppe af i en si, imens de står til afkøling.
  2. Hak champignonerne fint (brug eventuelt en foodprocessor). Steg champignoner og løg på en pande i 10-15 minutter, indtil champignonerne har afgivet al deres væde, og væden er stegt væk. Det er ikke nødvendigt at tilsætte vand eller olie, da champignonerne indeholder meget væde.
  3. Put de stegte champignoner og løg i en skål sammen med de kogte ris, afdryppede kidneybønner, røget paprika, salt og peber. Rør det hele sammen, og blend det med en stavblender. Det skal blendes, så det bliver en grov masse.
  4. Put rasp i farsen, og bland det hele godt. Smag til med salt, peber og eventuelt chili. Form farsen til 8-9 bøffer, og steg dem på panden i olie ved middel varme, til de har en lysebrun stegeskorpe.

Mia Sommer

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her