Jeg er ikke tilhænger af sammensætningen af ost og rødvin.

Jeg vil næsten altid hellere have en passende hvidvin eller en hedvin til min ost. Her skal man tænke på, at en yngre hvidvin og mange hedvine godt kan holde sig flere dage i køleskab – og så har man lige det der lækre og matchende glas til afslutningen af sit måltid.

Men det er kun generelt. For jeg skal ikke gøre mig bedre, end jeg er: Har jeg en rest rødvin tilbage fra hovedretten og en ost eller to, der ikke udsletter vinen – kan jeg sagtens drikke den til osten.

Stil mod det ideelle
At kritikken af ost og rødvin ikke er en absolut sandhed, kan man f.eks. forvisse sig om i to kompetente vinskribenters bøger om vin og ost.

Politikens tidligere vinskribent Jørgen Mønster nævner i ’50 oste du skal smage før du dør’ bunker af rødvine i sine anbefalinger af drikkevarer til hver ost – mens Berlingskes Søren Frank i ’Vinen til maden’ – i det store og hele – så absolut er til alt andet end rødvin.

Eller man kan se, hvad der drikkes rundt om på selv toprestauranter og hos vinproducenterne selv. Der ryger en del rødvin ned til osten.

LÆS OGSÅ: Her er syv myter om vin

Men man kan alligevel godt stile mod det ideelle. Et er, at det er lettere bare at fortsætte med samme vin som hovedretten. Og at de fleste mennesker generelt har en større faible for rød end hvid vin.

Men man skulle unde sig at prøve nogle af de ’bedre’ kombinationer. I praksis kunne man forsøge – med et passende hold venner og vininteresserede – at lave en test i retning af den, som præsenteres på disse sider.

Krævende duft og smag
Hvad er det, som gør ost så modstræbende i relation til (rød)vin? Der er flere årsager. Mange oste har en, endog meget, gennemtrængende duft og smag – lagrede rødkit- eller hvidskimmeloste kvæler næsten vinen, medmindre den har fylde og/eller sødme (eventuelt i kombination), som mange osteegnede hvidvine har.

Andre er meget salte – eventuelt også skarpe – som mange blåskimmeloste, hvilket kræver sødme eller rigdom, og ret høj alkohol, i vinen. Her taler vi om sød hvid vin, som vine angrebet af ædel råddenskab, eller sød hedvin – eksempelvis portvin.

LÆS OGSÅ: Fede oste erobrer middagsbordet

Oste, der smager meget fedt og cremet, overdøver smagen af mange vin – røde som hvide – og kræver derfor vin med stor aroma og fedme. Her kunne man pege på gewurztraminer, der ellers ikke er så let at sætte mad til.

Endelig er der oste med ganske høj syre og friskhed – med gedeoste i front – som kræver samme egenskaber af sin vin. Altså vin med blomstrende eller mineralske aromaer og høj syre.

Her klarer rødvinen sig
Der hvor den røde og hvide verden bedst kan mødes, er ved de faste og, til nød, hårde oste – alpenære komælksoste, parmesan og mange fåreoste fra Frankrig, Italien og Spanien.

I denne test klarede netop comtéen, camemberten, parmesanen og den friske gedeost sig med rødvinen. Der kan man rimeligvis strække sin røde vin og med en vis fornøjelse gøre som naboen: drikke rødvin til ost. Men der vil ofte være en endnu mere egnet hvid vin – eller i særlige tilfælde: hedvin.

LÆS OGSÅ: Dyre vine smager bare bedre

Det er en anden sag med lagret ost – i dette tilfælde lagrede gede- og fåreoste, en blåskimmel samt en rødkit. Det er mad i henfald, så at sige. Mælk i langsom forrådnelse. Og interessant nok må vinen også godt være lidt i henfald.

Derfor smager en hvid vin, der grænser til oxidation, tit bedre til ost end alt muligt andet, hvor friske fødevarer udstiller vinens snarlige død. Og en konsekvens af mange ostes aroma- og smagsintensitet er, at man skal have vin, der så at sige pakker munden ind. Det kan være sødme, alkohol, quasi-vulgære aromaer eller fylde, som faciliterer matchen mellem ost og vin.

Et par grundregler
Der er ingen grund til at lægge sig ned og fraskrive sig muligheden for en fin oplevelse om bordet. Og respekterer man nogle få grundregler, er det ikke så svært endda. Og egentlig ikke så kompliceret. Men har man lyst og mod på at gå et par skridt videre, kan man finde de der kombinationer, som tidvis skaber transcendente oplevelser.

Man behøver ikke at glemme alt om vin i de svære tilfælde, hvor osten lugter som legemsdele under bæltestedet, der ikke har set vand og sæbe i ugevis. Det er en kompleks sag, men det kan lade sig gøre.

Deltagerne ved denne smagning var blevet lovet/advaret om en kras munster-ost, og en af dem skrev en mail tilbage med et bud på den rette drik:

»Man tager en sjat Gammel Dansk – efterfølgende skylles munden i 5 minutter med Nescafé Gold lavet på klorin«.

Så vidt behøver man ikke at gå ...