Annonce
Navne 1. aug. 2012 KL. 07.59

USA har mistet et af sine helt store navne

Den amerikanske forfatter og samfundsrevser Gore Vidal er død. Han blev 86 år.

Gore Vidal har været en skarptskrivende og produktiv forfatter og iagttager i det amerikanske samfund.

Nu er han død af følgerne af en lungebetændelse i en alder af 86 år, skriver de amerikanske medier.

Dermed har den amerikanske litteratur mistet en af sine meget store navne: Vidal har præsteret 25 romaner og stribevis af essays, filmmanuskripter og teaterstykker.

Blandt hans bøger findes 'Lincoln' fra 1984 og 'Hollywood', der kom seks år senere.

Tidlig forfatterkarriere
Gore Vidal blev født på militærakademiet West Point i 1925, hvor hans far ifølge New York Times arbejdede. Moderen var skuespillerinde, men fik ikke mange kærlige ord fra sin søn, der har beskrevet hende som en tyrannisk, selvynkende alkoholiker.

Allerede i skolen droppede han nogle af sine fornavne, Eugene Luther, og beholdt alene navnet Gore Vidal, fordi det lød mere litterært, skriver avisen.

Da han var 20 besluttede han sig endegyldigt for at leve af at skrive.

Hans første bog, 'Williwaw', udkom i 1946 og høstede udmærkede anmeldelser.

Kontroversielt gennembrud
Men det var først med romanen 'Byen og Søjlen', at han brød igennem. Temaet - en ung mands erkendelse af sin egen homoseksualitet - var kontroversielt og førte til beskyldninger om, at bogen var pornografisk.

Det betød, at han en tid måtte skrive under pseudonym, fordi han fik svært ved at få nye bøger og tekster offentliggjort.

Senere fik han dog gang i produktionen igen, blandt andet med 'Julian' om en romersk kejsers forsøg på at omvende kristne tilbage til de gamle guder.

Ivrig samfundsdebattør
Succesromanerne fulgte på stribe. Det samme gjorde kontroverserne: Gore Vidal fra en flittig essayist, der ikke holdt sig tilbage fra at lange ud efter sine samtidige i forfatterverdenen.

Efter terrorangrebene på New York og Washington den 11. september 2001 fandt han, at USA havde påført sig selv angrebene gennem det, han anså for at være en imperialistisk udenrigspolitik. Synspunktet bidrog ikke til hans popularitet.

Senere fulgte blandt andet kritik af USA's indsats i Irak, som vanligt for Vidal fulgt op af optrædender i talkshows og debatter, hvor han med sin skarpe tunge var en yndet gæst.

Hans bortgang begrædes i amerikanske medier, der karakteriserer ham som en stor iagttager af sin tid.