'Tilpas højrøvet’ hedder en samtalebog mellem Henning Moritzen og Niels Birger Wamberg.

Titlen er dog knap så sigende.

Man kunne have kaldt den for så meget andet: Tilpas storsindet. Tilpas stor. Eller endnu bedre: Rigtig godt tilpas! Sådan set i forhold til både livet og kunsten.

Én stor fest: Er det ikke netop historien om skuespilleren og mennesket Henning Moritzens lange liv og karriere?

LÆS OGSÅHenning Jensen: Moritzen revolutionerede dansk komedie

Det er ikke hele sandheden, men det er dog det indtryk, der gang på gang bekræftes, når man blader tilbage og læser anmeldelser og hyldesttaler – eller hører om det hele fra Henning Moritzens egen mund: »Jo, jeg har været en heldig kartoffel«, konkluderede han på sin 80-års fødselsdag i et avisinterview.

Scenens lykkebarn
Nu er Henning Moritzen død. I dag blev det meddelt, at den 84-årige skuespiller døde efter et hjertestop på Frederiksberg Hospital.

LÆS OGSÅHenning Moritzen er død

Politikens Harald Engberg kaldte i en tale i 1970 Henning Moritzen for »scenens lykkebarn« – »De er i dag den største succes i dansk teater. Alt, hvad De rører ved, synes at lykkes«. Det var dengang, man var Des.

Ungdom.  Henning Moritzen havde udseendet - dyppet i sol og ynde. Berlingske Tidendes kritiker Jens Kistrup skrev tre år senere i en artikel om en karriere, »hvor alt synes problemfrit, urørligt, suverænt (…) karakterskuespilleren og den klassisk-moderne komiker, vi kender«. Men tilføjede: ikke nødvendigvis nogen udpræget folkelig skuespiller.

Hvor langt ud til danskerne, Moritzen så end i øvrigt nåede – blandt andet i ’Karlsens Kvarter’, som dengang blev sendt hver uge i radioen. Henning Moritzen og Lise Ringheim som Per og Bitten: Jeg selv voksede op – og stod sammen med min mor og vaskede op – til lyden af dem hver lørdag i slutningen af 1960’erne. Min anden familie!

Eller når Danmarks Radio sendte en Holberg-forestilling fra Det Kgl. Teater – det må have været i samme periode – og man lå hjemme på gulvet i provinsen og gloede ind i kassen og grinede og grinede: Jørgen Reenberg i den stressede titelrolle som ’Den stundesløse’, Ghita Nørby som den frække stuepige Pernille og Moritzen i en række komiske forvandlinger som Oldfux.

Holberg og Det Kongelige Teater
Moritzen og Holberg – det er en hel historie for sig:

Han løftede og fornyede på én gang arven og traditionen med blandt andet Henrik-rollerne i ’Den vægelsindede’ og ’Mascarade’. Ligesom han, typisk for ham, spillede sin ’Erasmus Montanus’ naivt, ja, næsten rørende og sympatisk snarere end netop akademisk højrøvet.

En lige så stor forvandlingsskuespiller som netop en forsvarer for de figurer, han spillede.

Det er den ene, men betragtelige side af ham: den store kongelige skuespiller. Ham, der kunne spille alle de roller, det skulle være, og næsten også gjorde det – hver gang med utrolig succes.

Medgangen Moritzen! Lige fra hans ’Svejk i Anden Verdenskrig’ med hængerøv – den folkelige rolle, som man ikke umiddelbart troede, han kunne spille – til hans ’Gustav III’ med det forfinede sind.

For slet ikke at tale om hans Billy Jack i ’Teenagerlove’, hvor det kongelige duarder, dengang i begyndelsen af 60’erne, gik hen og blev helt ungt og moderne – med poppen på dagsordenen og med Bodil Kjer som medspiller.

Alt det kunne Moritzen også, for så vidt som han også havde musikaliteten i sig. Oprindelig debuterede han som jazzpianist; det musikalske tog han med over på teatret.

»Der var jo et pres«
Blev det hele for meget? – trods alt.

I samtalebogen med Wamberg fortæller Moritzen: »I en af sæsonerne, dengang hvor det gik hedest til, spillede jeg fem hovedroller i alt, og da man jo havde vekslende repertoire, betød det, at jeg i løbet af et par uger spillede alle fem roller vekselvis – og det vár jo et pres …«.

Selv om han i samme interview bedyrer, at han fro og glad tog alt, hvad man tilbød ham.

LÆS ANMELDELSENiels Birger Warmberg: 'Tilpas højrøvet'

I 1973 spillede han Alceste i ’Misantropen’ sammen med Ghita Nørby og med Ingmar Bergman som iscenesætter – hentet til København på Moritzens initiativ – men så var det også ved at være slut. I 1975 tog han og hustruen, Lise Ringheim, en pause fra Kgs. Nytorv og vendte først tilbage fem år efter.

Det nymodens fjernsyn
Den anden side – den mere populære – blev udfoldet uden for murene: i radioen og på film og delvis tv.

»Teatrets Aladdin« er Henning Mortitzen også blevet kaldt. Hvad de færreste ved, så har han faktisk spillet rollen. Det skete i 1952, da Statsradiofonien sendte – direkte – et af sine første tv-spil: Oehlenschlägers ’Aladdin’. Det blev nu ingen sensation.

Pressen, har Moritzen fortalt, gad slet ikke interessere sig for denne debut: dette nymodens fjernsyn! Små 20 år efter spillede han med i tv-spillet ’Hjemme hos William’ – forfatteren Leif Panduro havde skrevet rollen specielt til ham.

Ellers var det først og fremmest på film, han gjorde sig. Udseendet havde han jo også med sig: »Dyppet i ynde«, har Ghita Nørby sagt. Med det kønne som regel forlenet med en vis ironi og distance – en komisk elegance – der forhøjede indsatsen, hvor det var påkrævet.

Det blev immervæk til over 40 film, hvoraf højdepunkterne fra 1950’erne og 60’erne tæller ’Kispus’, ’Harry og kammertjeneren’, ’Forelsket i København’ og Erik Ballings ’Poeten og Lillemor’.

Men ingen ’Matador’
Slet ingen rolle i ’Matador’? Nej, slet ingen rolle i ’Matador’.

Spørgsmålet er i øvrigt også, hvad Moritzen skulle have spillet i Ballings mesterværk? Moritzen måtte nøjes med ’En by i provinsen’ – og den klarede han skam fint.

Og så meget om folkedybet og den populære side. Og for så vidt så meget om hele den kongelige komiske dimension, som han beherskede og udbyggede, men med tiden også lod udfordre.

Det rigtig spændende er de år, der fulgte fra midten af 1980’erne og ikke mindst op gennem 90’erne. Der skete noget. De store faderskikkelser stod frem – lidt efter lidt – på både scenen og film, og det var med dem, Henning Moritzen viste alt det, han indtil da havde underspillet: det tragiske format.

Tre roller bør nævnes.

’Sommer’, ’København’ og ’Festen’
Den første var som pensioneret politiker i Lars Noréns ’Sommer’ på Det Kgl. Teater i 1994 – igen med Ghita Nørby, der spillede skuespillermor: familien som et teaterstykke!

Moritzen gik lidt mere stille med teaterdørene, udstyret med et behersket register af følelser og dobbeltsikret med både livrem og seler som udtryk for den tryghed, han om ikke andet havde bygget op. Og så meget mere truende, når den tryghed blev truet af bøssen i den ene søn og manden i den anden.

Hold kæft, hvor han spillede godt! Som anmelderklicheen lyder: Havde Moritzen nogensinde været bedre?

LÆS PORTRÆTTak for festen, hr. Moritzen

Og så viste det sig, at vi kun lige akkurat havde set toppen af bjerget. I 1999 stod han på Betty Nansen Teatret i det hundesvære stykke ’København’ – om mødet i 1941 mellem Niels Bohr og den tyske atomfysiker Werner Heisenberg, spillet af Søren Pilmark.

Det blev på det symbolske plan også et møde mellem en far og en søn.

Moritzen spillede sin Bohr med hele sin sceniske autoritet: stoltheden over sin elev, skuffelsen over at være blevet forrådt, følelsen af at miste (endnu) en søn. Men også parat til at tilgive. Essensen af storhed og menneskelighed. Og tragedie.

Alle tiders Moritzen
Det var også i 90’erne, at Henning Moritzen på det private plan havde mistet.

I 1994 døde hans elskede kone, Lise Ringheim, gennem 40 år. I et Ninka-interview samme år udtalte han:

»Jeg har været konfronteret meget stærkt med det omkring Lises død. Hvordan fanden klarer jeg det her? Men jeg tror, jeg har været så lykkeligt et menneske, at jeg – ikke hurtigt, for jeg kommer jo aldrig over det, aldrig – men jeg finder vejen«.

Set udefra: Han fandt vejen. Det var, som om han konstant lagde noget nyt og større til sig selv som kunstner.

Karakterskuespilleren og den klassisk-moderne komiker – eller bare slet og ret: alle tiders Moritzen! En moderne klassiker: godt gammeldags design, men stadig med på noderne. På én gang med tråd tilbage til traditionen og i pagt med nutiden.

Eller som han selv kaldte udfordringen, da han skulle spille patriarken i Thomas Vinterbergs ’Festen’ (1998):

»Det er, som om de unge instruktører lige vender os en halv omgang«.

Hvad fanden, jeg er skuespiller
Og succesbarnet, dyppet i sol og ynde, blev vitterlig vendt en halv omgang i kameraet, samtidig med at han skulle bevæge sig ned i sindets mørke skakter: faderens overgreb på familiens børn.

Spillet, som det er blevet sagt, på verdensmandscharmen og den kolossale autoritet, lige indtil facaden revner og åbenbarer en tyran og livsløgner. For en skuespiller, der gennem et helt liv havde forsvaret sine roller, var den her den værste – afskyelig og frastødende, som Moritzen har udtalt, men tilføjede:

»Altså, hvad fanden, jeg er skuespiller, og en skuespiller bør kaste sig ud i alle slags roller, også dem, der tilsyneladende ligger fremstilleren meget fjernt«.

Ja, hvad fanden! Henning Moritzen satte hele sit menneskelige og kunstneriske format ind – han gjorde rollen til sin – og føjede hermed et sent, men helt særligt kapitel til historien om sig selv.

Historien om et liv og en karriere, der stort set og på den gode måde forblev én lang fest.