Anita Garth-Grüner var i 20 år, fra 1981 til 2001, en højt respekteret hofdame for dronning Margrethe og dermed meget tæt på statsoverhovedet.
Kongehusets hofdamer følger stort set altid de kongelige uden for slottenes mure – både i ind- og udland – og det er en rolle, der kræver arbejdsomhed, pli, loyalitet, situationsfornemmelse – og en helt afgørende diskretion. Alt dette besad Anita Garth-Grüner til fulde, og det var da også typisk, at hun efter sin officielle afgang fra hoffet blev bedt om at udføre opgaver for den kongelige familie. Anita Garth-Grüner fik som ung en handels- og korrespondentuddannelse og virkede bl.a. for ØK i Paris, før hun i 1960 blev gift med nu afdøde bagermester Uggi Mac van Hauen. I 2000 giftede hun sig med kammerherre, hofjægermester Torben Garth-Grüner, Lille Svenstrup. I forbindelsen med sin fratræden fra hoffet for 11 år siden blev den rigt dekorerede Anita Garth-Grüner udnævnt til kammerdame, og i denne rolle var hun den første kvinde, der var med til at præsentere nye udenlandske ambassadører for regentparret.


























