Annonce
Fødselsdage 20. jun. 2012 KL. 12.22

Fødselsdag Træneren, der ændrede mening om kvindehåndbold, fylder rundt

Håndboldtræner Ole Eliassen bliver 60 den 21. juni.

»Livet er for kort til kvindehåndbold«, sagde Ole Eliasen i begyndelsen af 1980'erne, da niveauet i dansk kvindehåndbold ikke imponerede.

Siden måtte den rapkæftede tidligere landsholdsspiller og daværende klubtræner i Århus KFUM sande, at det ændrede sig, ikke mindst da han blev landstræner for kvindelandsholdet i 1986.

Dansk Håndbold Forbund var dog stadig ikke imponeret over niveauet, og kun ihærdige protester og sponsorsøgning fra miljøet forhindrede forbundet i at lukke landsholdet et halvt år efter Eliasens tiltræden.

I samarbejde med Team Danmark, håndboldforbundet, Odense Universitet samt klubber og spillere blev der imidlertid lagt en langsigtet plan for talentarbejde og plantræning, hvilket førte til deltagelsen ved VM i Sydkorea i 1990.

Efter seks år med Eliasen i spidsen overtog Ulrik Wilbek holdet og førte, som det er de fleste bekendt, holdet op til den absolutte top.

Eliasen fortsatte i Østrig som leder af landets nationale håndboldskole for ynglinge- og ungdomslandshold, hvilket igen førte til et klubtrænerjob i storklubben Hypo Niederösterrich i 1999 og i 2000-03 til stillingen som kvindelandstræner i Østrig.

Sideløbende med håndboldkarrieren har Ole Eliasen uddannet sig til lærer, og han arbejder i dag ved VIA University College som partnerskabskonsulent med særligt fokus på bl.a. at udvikle pædagogisk idræt i dagtilbud og skoler. Derudover er han teknisk ungdomstræner i IF Lyseng i Aarhus og eksaminator på håndboldforbundets træneruddannelse.