Få skandinaviske teater- og filmkunstnere har udfoldet deres talent så vidt i store dele af verden som norske Liv Ullmann.
Da hun i 2010 stod på en scene for sidste gang, Nasjonalteatrets i Oslo, var det med al integriteten i behold i et blik, der siden hendes ungdom har haft en særlig nøgenhed.
Liv Ullmann har øjne, der ikke kan lyve, og et seismografisk følsomt væsen, der ifølge mange interview og flere erindringsbøger i stigende grad har været optaget af at være ærlig end af at stille tilpas. Som hun sagde i forfatteren Ketil Bjørnstads bog ’Liv Ullmann – livslinjer’ fra 2006: »Jeg vil så gerne blive et rigtigt menneske«.
Vejen dertil begyndte i Tokyo i 1938, hvor hendes far Viggo Ullmann arbejdede som ingeniør. Under Anden Verdenskrig blev familien flyttet til en flybase i Toronto. Da hun var seks år gammel, døde hendes far af en hjernesvulst.
Som ung læste Liv Ullmann til skuespiller i London, men det var i Stavanger, hun indledte karrieren som skuespiller i midten af 1950’erne.
Mødet med en vis hr. Bergman
Hun var gift, men blev skilt, da hun et tiår senere mødte og forelskede sig i den svenske instruktør Ingmar Bergman. Deres forhold varede i fem år, hvor de fik en datter, forfatteren Linn Ullmann, og hvor Liv Ullmann fik sit store gennembrud som skuespiller i Ingmar Bergmans film ’Persona’.
Også efter at deres forhold ophørte, blev Ingmar Bergman og Liv Ullmann ved med at have et venskab og en mangeårig professionel relation, der var med til at skabe dybde i deres arbejde.
Ud over ’Persona’ havde Liv Ullmann store roller i Bergmans film ’Skammen’ (1968), ’Hvisken og råb’ (1972), ’Scener fra et ægteskab’ (1973), ’Ansigt mod ansigt’ (1976) og ’Høstsonaten’ (1976). Det var ikke blot forholdet til Bergman, der var med til at udvikle Liv Ullmann som menneske og skuespiller. Det var også bruddet mellem hende og den store instruktør, der havde kaldt hende for sin Stradivarius, et instrument, han kunne spille på. I et interview i Politiken i 2001 talte hun om smerten, da forholdet mellem hende og Bergman ophørte:
»Jeg troede ikke, at livet kunne fortsætte, men jeg kan i dag helt ærligt sige, at der intet sted i min krop eller sjæl er en følelse af smerte tilbage.
Men alle de ting, jeg tænkte dengang – om hvordan jeg kunne komme videre med livet – har jeg brugt i mit skabende arbejde. Jeg voksede som menneske, og kniven i maven forsvandt«.
Mere modig med alderen
En af de roller, Liv Ullmann har spillet mange gange, er den som Nora i Henrik Ibsens ’Et dukkehjem’.
Det er en karakter, som blandt meget andet fortæller om at holde op med at gøre sig mere svag og mindre betydningsfuld, end man er. Med alderen og erfaringerne synes Liv Ullmann at være blevet mere modig i sine karrierevalg.
Blandt hendes mest kendte roller er en af de bærende i Jan Troells tv-serie og film ’Udvandrerne’ (1971) og ’Nybyggerne’ (1972). Men hun har også haft helt andre typer af roller i mindre kendte film, og siden 1992 har hun viet en stor del af sit arbejdsliv til selv at instruere film.
Hendes debut som instruktør var den danske film ’Sofie’. Siden har hun stået for instruktionen af bl.a. den norske film ’Kristin Lavransdatter’ (1995), den svenske film ’Enskilda samtal’ (1996) og den ligeledes svenske film ’Troløs’ (2001).
Siden har hun forsøgt at skabe en international filmatisering af ’Et dukkehjem’. Nu arbejder hun på at filmatisere ’Frøken Julie’ med blandt andre Samantha Morton i en hovedrolle. Filmen ventes at få premiere i 2014.
FN-Ambassadør
Ud over teater- og filmarbejde har Liv Ullmann i mange år været ambassadør for FN’s organisation Unicef og stået i spidsen for flygtningekomiteen IRC, International Rescue Committee.
Hun har også skrevet foreløbig to erindringsbøger, hvoraf især den første, ’Forandringen’ (1976), blev en stor international succes. Hun fulgte den op med ’Tidevand’ i 1984, men valgte i 2006 at lade Ketil Bjørnstad føre pennen i bog nummer tre med titlen ’Liv Ullmann – Livslinjer’, der modtog meget blandede anmeldelser.
I midten af 1995’erne blev hun skilt fra den amerikanske forretningsmand Donald Saunders, som hun i en årrække var gift og delte bolig med i New York. Efter skilsmissen blev parret boende sammen i deres lejlighed i mange år.
I dag bor hun dels i USA, dels i Norge, og er årene blevet flere, er øjnene stadig de samme.
fortsæt med at læse
