På en bænk i sommersolen sidder to generationer. De er far og datter. Fotografen er ukendt, men det slørede billede er taget engang i 1970’erne. Ser man nøjere efter, kan man identificere filminstruktøren Ingmar Bergman og det yngste af hans ni børn, forfatteren Linn Ullmann.
Fotoet er trykt på forsiden af Linn Ullmanns nye roman ’De urolige’. Den er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og i Norge har anmelderne givet den topkarakter for dens skildring af et højst usædvanligt liv i en kunstnerfamilie. Her er moren en berømt skuespiller. Faren er en endnu mere berømt instruktør, som i sin høje alder har fået huller i hukommelsen. Derfor skal datteren hjælpe ham med at skrive en bog om at blive gammel. Han orker ikke længere at skrive. Instruktøren, der hele sit liv har arbejdet stenhårdt, synes nu, det er slidsomt bare at ældes.
Det står ingen steder i romanen. Men alle ved, at datteren er Linn Ullmann, og at forældrene er Liv Ullmann og Ingmar Bergman.
Okay, er det så ikke en selvfølge, at datter og far pryder bogens forside, når alle kender de navnløse i romanen? På ingen måde. Der er snarere tale om to paradokser. For det første har Linn Ullmann selv været skrækslagen for, at aviserne skulle præsentere hendes roman med stort opsatte arkivfotos af hendes berømte forældre. For det andet har hun altid hadet at se gamle fotos af sig selv.
