Den helt nye, årligt tilbagevendende kulturformidlingspris Artbeat Prisen blev i går uddelt for første gang. Modtageren er aalborgensiske Platform4, som har inddraget kommunikationen i sit kreative og kunstneriske arbejde. Kulturminister Marianne Jelved (R) overrakte prisen ved ceremonien på Teater Grob på Nørrebrogade i København. Og hun overrakte prisen med denne begrundelse: »Vi lever i en tid, hvor begreberne kreativitet og innovation bruges særdeles flittigt af både forskere, kulturaktører og politikere. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad begreberne betyder, bør man så afgjort kaste et blik på Platform4, for her findes de i en sjældent konkret – ja, i en ligefrem håndgribelig form.
Men én ting er at være kreativ og innovativ; en anden er samtidig at kunne formidle sine bedrifter, så genklangen, synligheden og den gensidige inspiration sikres – langt ud over projektets egne grænser og dets umiddelbare komfortzone. Det mestrer Platform4 på forbilledlig vis«. Det er virksomheden Have Kommunikation, der har taget initiativ til Artbeat Prisen for at sætte fokus på kulturformidlingen. Prisen går til et projekt eller en aktør inden for kulturlivet, som har kombineret det kunstnerisk nyskabende med det formidlingsmæssigt fremsynede. En jury har i det seneste halve år kigget på formidlingsprojekter og -aktører inden for det kulturelle felt over hele landet. De nominerede til den første Arbeat-pris var Kulturen på News, Spotify og Ananassen foruden Platform4. I juryens motivationstekst om valget af Platform4 hedder det bl.a., at »Platform4 opstod i sommeren 2008 på baggrund af et initiativ taget af Aalborg Kommunes erhvervsafdeling, Aalborg Universitet og det kreative vækstlag i Aalborg.






























