Annonce
Annonce
Økonomi

Ankenævn: Svært at få underkendt forhadte bidrag på boliglån

Sjældent at boligejere vinder, når de klager over høje bidragssatser i Realkreditankenævnet.

Flere ugers buldrende kundestorm mod Nykredit kan ende som et beskedent vindpust, når parterne tørner sammen i klagesystemet.

Det er nemlig ikke nogen nem opgave at vinde over de store realkreditinstitutter, når det gælder sager om forhøjede bidragssatser på boliglån.

Sådan lyder meldingen fra Realkreditankenævnet.

»Vi får jo en del henvendelser Nykredit-kunder for tiden, og der må vi jo sige til dem, at når vi ser på nævnspraksis, er der ikke endnu underkendt generelle bidragsforhøjelser i realkreditinstitutterne,« siger nævnets sekretariatschef Susanne Nielsen. Hun skynder sig dog at understrege, at Nævnet endnu ikke har behandlet Nykredits bebudede bidragsforhøjelser:

»Så vi ved endnu ikke, om den falder ud på samme måde«.

Derfor vinder institutterne

At Nævnets accepterer stigende bidragssatser skyldes i høj grad, at realkreditlån er favorable for kunden, fordi lånet har en lav rente, og fordi vilkårene bliver låst fast i 20 eller 30 år - uden at udbyderen, realkreditinstituttet, kan ændre aftalens fundament.

LÆS OGSÅ Analyse: Realkreditkrig - er der noget at være ked af?

»I de mange år, lånet løber, kan verden jo ændre sig for realkreditinstituttet. Eksempelvis står hverken lønninger eller priser stille i de 20 eller 30 år, lånet løber, og sådanne stigninger gør det dyrere at administrere lånene. Eller der kan komme krav fra myndighederne, der ikke er taget eller kan tages højde for, sådan som vi har set det med de skærpede kapitalkrav fra EU. Derfor anerkender Nævnet, at institutterne kan skrue på bidragssatsen«, siger Susanne Nielsen:

»Omvendt giver aftalerne ikke institutterne mulighed for bare at skrue løs på prisen, for både aftalen og nævnspraksis forudsætter, at der er nogle tydelige og fornuftige forklaringer og begrundelser for, at man ændrer prisen på lånet«, siger hun.

25 sager på vej gennem Nævnet

Realkreditankenævnet har modtaget 60 henvendelser fra utilfredse Nykredit-kunder, 25 af dem skal efter planen køre som egentlige nævnssager.

Selv om de generelle bidragsforhøjelser altså som regel glider glat gennem klagesystemet, er det lykkedes kunderne i enkelte sager at vinde bidragskampen.

»Her har der været helt specifikke forklaringer på udfaldet, eksempelvis i relation til den individuelle rådgivning om bidrag, eller situationer, hvor kunden udtrykkeligt er blevet lovet et særligt lavt bidrag, hvorefter det er blevet forhøjet kort tid efter. Den slags bidragssager findes og har ført til, at bidragsforhøjelsen ikke har kunnet gennemføres for den aktuelle kunde«, siger Susanne Nielsen.

Det, der er brug for er en politisk eller branchepolitisk beslutning om, at udvikle nogle lånedokumenter, hvor man helt præcist definerer i hvilke situationer, man kan hæve bidragssatserne

Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom Forbrugerrådet Tænk

Forbrugerrådet Tænk sidder selv med i Realkreditankenævnet og bekræfter linjen i afgørelserne, der som regel falder ud til realkreditinstitutternes fordel.

Behov for nye lånedokumenter

Men i følge seniorøkonom Morten Bruun Pedersen er der ikke tidligere behandlet klager over Nykredits omdiskuterede kundeflytteri, hvor boligejere med lån i Nykredit, bliver placeret i datterselskabet Totalkredit, fordi der ikke må forhøjes bidrag på de rene Nykreditlån.

Det er kun muligt at hæve bidragssatserne for de kunder, der har deres boliglån i Totalkredit, og netop derfor bliver alle nye kunder samlet her.

»Hvordan den trafik bliver vurderet det tør jeg ikke sige, det bliver spændende at se. Men det er korrekt, at alle de generelle bidragsforhøjelse som regel stryger glat gennem ankenævnet. Og det skyldes blandt andet, at de betingelser, man stiller op i lånepapirerne er så løse og altomfattende. at det i virkeligheden giver institutterne mulighed for at skrue løs på bidragene alt det, de har lyst til«:

»Det, der er brug for er en politisk eller branchepolitisk beslutning om, at udvikle nogle lånedokumenter, hvor man helt præcist definerer i hvilke situationer, man kan hæve bidragssatserne og i hvilke situationer, man ikke kan, det er dét, vi arbejder for«, siger Morten Bruun Pedersen.

Forbrugerombudsmand i tænkeboks

Også forbrugerombudsmanden overvejer at undersøge kvaliteten af den rådgivning, Nykredit har givet de kunder, der er flyttet over fra de bidragsfrie Nykredit-lån til de bidragstunge Totalkredit-lån.

Ombudsmanden har nu modtaget omkring 200 klagesager fra vrede Nykredit-kunder, og ventes i løbet af et par uger at have afgjort om at Nykredits rådgivning skal undersøges nærmere.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce