Musikilu Mojeed fra Premium Times i Nigeria, Umar Cheema fra The News i Pakistan, Toshihiro Okuyama hos Asahi Shimbun i Japan og jeg sidder med næsen begravet i de samme dokumenter: Millioner af interne papirer fra et advokatfirma i Panama, Mossack Fonseca.
Måske har du aldrig hørt om dem, men Mossack Fonseca er blandt verdens fem største specialister, når det handler om at oprette såkaldte offshoreselskaber. Selskaber, hvis ejere kan være anonyme, og som aldrig behøver at aflægge regnskab.




























