Det er stort. Meget stort. I fire etager, Roms nyeste madmekka, Eataly.
Det åbnede i 2012, men det første Eataly åbnede allerede i 2007 i Torino, hvor forretningsmanden og slowfood-entusiasten Oscar Farinetti rykkede ind i en nedlagt vermouthfabrik. Ideen om et indendørs kvalitetsmadmarked er siden ekspanderet voldsomt, og foruden Torino og Rom er madmarkeder åbnet 16 steder i Italien og derudover i Sydkorea, Tyskland, Tyrkiet, De Arabiske Emirater, Japan, Brasilien og USA. Mange andre er på vej.
















































