Ved samtlige EM-stævner siden 2002 har der været en eller flere danske svømmere på medaljeskamlen, men det vil være noget af en overraskelse, hvis ikke der i år bliver slået en knude på den kontinuitet. Når europamesterskaberne afvikles i Antwerpen sidst i maj vil alle OL-kvalificerede danske svømmere nemlig befinde sig flere tusinde kilometer fra Belgien i endnu en højdetræningslejr i USA. Der skal trænes hårdt i maj »Årets mål er helt klart OL, og hvis der skal præsteres på det tidspunkt, kræver det, at man ligger i hård træning på det tidspunkt, der er EM«, forklarer landstræner Paulus Wildeboer på tærsklen til det halvår, hvor de seneste års formidable udvikling skal kulminere for dansk svømning.
LÆS ARTIKEL Svømmedarling stod bag årets største sportspræstation
Inklusive færingen Pál Joensen er syv danske svømmere p.t. kvalificerede til OL, men Jeanette Ottesen, Lotte Friis, Rikke Møller Pedersen, Mads Glæsner, Pernille Blume og Mie Ø. Nielsen kan få selskab i forbindelse med Danish Open i Bellahøj sidst i marts, der er sidste chance for at opfylde kvalifikationskravene eller erobre en af pladserne på de to OL-klare holdkapper.
Højdetræningslejr i to omgange
20. maj rejser hele den olympiske trup til USA, hvor træningslejren er delt mellem to uger i Leadville i 3.000 meters højde og derpå to uger i Flagstaff i 2.100 meters højde.
Også om en måneds tid er der højdetræningslejr på programmet for hele OL-bruttotruppen, der tæller otte svømmere ud over de allerede kvalificerede, i Spanien og Sydafrika.
Den sidste træning inden afrejsen til OL foregår i Kroatien, men den kan blive delvis uden Årets Fund, 15-årige Mie Ø. Nielsen, der får en chance for at forsvare sine to titler med en smuttur til junior-EM, der ligeledes foregår i Antwerpen.




























