Det rykker nærmere. Showet. Braget.

Fra at være noget fjernt, noget måske og noget hvis, er VM-slutrunden i håndbold blevet noget her og nu – og i aften i den kæmpemæssige stemningsgryde Ostseehalle i den nordtyske havneby Kiel bliver det virkelig noget håndgribeligt.

Første træning i hallen
I går havde det danske mandskab, der er rejst til det store nabolands håndboldcentrum med et sæt EM-bronzemedaljer som ballast – men som ikke har glemt, at de to seneste VM-slutrunder er endt i ren fiasko – sin første træning inden VM-premieren mod Ungarn.

Og inden da stillede hele flokken op til spørgsmål og fotografering i VM-hovedkvarteret, det mondæne Maritime Hotel Bellevue i Kiels rigmandskvarter, hvor det forrige Hotel Bellevue under Anden Verdenskrig husede over 400 marinelæger. Indtil de allieredes bombninger blev for kraftige og ødelæggende.

Nu er alt fordragelighed i den gamle ubådsbase.

Afslappet Boldsen
Og smil og afslappethed lyste da også fra håndboldbomberen Joachim Boldsen, der lå i en lænestol i hotellets mægtige foyer og signalerede, at han er en dreven rotte, en verdensmand, der ikke får spændingsknopper, bare fordi det pludselig vrimler med journalister i gange og kroge.

»Behøver jeg at rejse mig for at hilse«, spurgte han, da jeg kom nærmere, og han rakte hånden ud til goddagtryk – og inden jeg nåede at svarede, sagde han, at han i øvrigt ikke orkede det. Så han fortsatte med at flyde ud som en træt, bumset teenager.

»Pressemøde«, sukkede han, »igen en intetsigende time, hvad i alverden vil du skrive om? Der sker jo ikke noget, her er intet nyt at fortælle«.

»Jeg vil have dit job«
Jeg kiggede på ham. Intetsigende – er det mon det, han tænker? Så jeg spurgte Boldsen, hvordan han ville gribe opgaven an, hvis han var mig.

»Sjovt du spørger, for jeg har jo tænkt mig, at jeg vil have dit job, når du engang stopper. Jeg kunne godt tænke mig at få en hel side i Politiken at slå mig løs på. Hver dag«.

»Til sagen«, sagde jeg.

»Okay, jeg kan se forskellige muligheder«, svarede Boldsen og rettede sig op i stolen. »Enten kan du skrive en bla-bla-bla-artikel om, at holdet er klar til VM, og at spillerne glæder sig, men at de har respekt for Ungarn. Men at det nok skal gå godt. Lige ud ad landevejen. Eller også kan du prøve at finde noget helt skørt – eller lave en god personhistorie. Med en, der har noget på hjerte«.

Jeg gik videre. Noget på hjerte?

Prøver at tænke positivt
Det kunne være den tidligere Århus-spiller, højrebacken Kasper Søndergaard, der lige er skiftet til Kolding, og som har været glødende aktuel på VM-holdet, fordi hans kvalitet er blevet draget i tvivl. Kritikken i medierne har været temmelig hård ved den unge fyr – ikke mindst under de nylige testkampe.

»Jeg ved det godt«, sagde han, da vi fik sat os ned i nogle mægtige grønne stole. »Jeg har ellers spillet nogle gode landskampe, både i påsken sidste år og i sommer, men siden er det ikke gået så godt, det skal jeg gerne indrømme. Hvorfor? Måske fordi vi har mødt nogle fysisk stærkere modstandere, som jeg har haft det svært med. Jeg ved det ikke«.

Men når du forlader banen efter at have spillet dårligt, hvordan er det så at sidde i omklædningsrummet? Tænker du på, hvad tilskuerne mener om dig – og kan du mærke, hvad holdkammeraterne tænker?

»Jeg prøver at undgå at tænke negative tanker. Hvad folk udefra tænker og mener om mig, er jeg nødt til at se bort fra – for det har ingen betydning i denne sammenhæng. Hvis jeg først begynder at fokusere på den slags, får jeg problemer. Langt vigtigere er det, hvad mine medspillere mener. Og da vi er en trup, der arbejder frem mod samme mål, så føler jeg kun opbakning. Kammeraterne tænker positivt, det er jeg sikker på«, svarede Kasper Søndergaard.

Har lettet presset
Jamen, da landstræneren pludselig besluttede sig for at kalde en anden venstrehåndsskytte ind i truppen, Per Leegaard, var det så ikke en lussing til dig?

»Slet ikke, tværtimod. Jeg blev udtaget som et klart førstevalg på pladsen som højre back med udsigt til masser af spilletid, presset var altså stort på forhånd. Nu kommer Leegaard – som gjorde det strålende under EM i Schweiz for et år siden. Det er godt for mig, for nu er en del af presset lettet. Selvfølgelig skal jeg stadig give alt, hvad jeg har i mig, og jeg er mentalt klar til opgaven, ung og med lyst til at score 8 mål i hver kamp, men i stedet for at man venter, at jeg laver 6-7-8 mål, så kan jeg lave 2 og Leegaard 6 – det vigtigste er ikke, at jeg får stor personlig succes, men at holdet vinder«.

Det var pænt sagt. Og han så ud, som om han mente det, Kasper Søndergaard – som har taget et par bøger med til de ledige timer. Dan Browns ’Engle og Dæmoner’ og cykelrytteren Jesper Skibbys ’Forstå mig ret’.

»Og ikke mindst den sidste glæder jeg mig til at læse. Nogle på holdet er imod, at jeg har købt den – de synes ikke, man skal tjene penge på at have taget doping. Men af ren nysgerrighed vil jeg gerne vide noget om det pres, der fører til brugen af doping«.

Da jeg på vej ud af hotellet støder på Boldsen, spørger han mig, om jeg fik noget ud af pressemødet. Fandt en indgangsvinkel, som han sagde.

»Det tror jeg«, svarede jeg.