Hyret af både Juventus, United og Pogba: Fodboldagenten Raiola tjente 365 millioner på en og samme handel

Superagenten Mino Raiola blev hyret af Juventus til at skabe hype og budkrig om Paul Pogba. Han blev også ansat af både Manchester United og Pogba for at varetage deres interesser. Raiola risikerer nu sanktioner, vurderer ekspert.

Sport

En mand blev i særdeleshed forgyldt i fodboldens største spillerhandel nogensinde. Men det var ikke spilleren Paul Pogba, da franskmanden skiftede fra Juventus til Manchester United i sommer for rekordsummen 780 millioner kroner.

I stedet var det spillerens agent, Mino Raiola. I alt har han tjent 365 millioner kroner på handlen. Metoden: at lade sig hyre af både den sælgende klub, Juventus, den købende klub, Manchester United, og spilleren, Paul Pogba.

Hyret til at skabe »hype« og »budkrig«.

Dokumenter, som Politiken har fået adgang til via Football Leaks, viser, at agent Raiola 1. marts 2015 og igen kort før handlen i juli 2016 indgik aftale med Juventus om at »gennemføre aktiviteter, som vil resultere i en højere værdi af spilleren«.

Ifølge aftalen, dateret 20. juli 2016, omfattede disse aktiviteter at »skabe hype om en fremtidig transfer« i pressen, og aktivere store udenlandske klubber og derved skabe »en budkrig« om spilleren. Raiola ville blive bonusaflønnet i takt med stigningen af Pogbas endelige salgsværdi; da handlen var på plads, modtog han for sine bestræbelser godt 200 millioner kroner (27 millioner euro) fra Juventus.

Denne passage fra aftalen mellem Mino Raiola og Juventus viser nogle af de metoder, agenten brugte for at presse prisen på Paul Pogba i vejret.

Denne passage fra aftalen mellem Mino Raiola og Juventus viser nogle af de metoder, agenten brugte for at presse prisen på Paul Pogba i vejret.

Juventus-aftalen er kontroversiel, ikke mindst fordi agent Mino Raiola også lod sig hyre af de andre parter omkring forhandlingsbordet. Det viser de bagvedliggende dokumenter.

8. august 2016 skrev han således under på en såkaldt dobbeltrepræsentationsaftale med Paul Pogba og den købende klub Manchester United. For at varetage disse parters interesser i forhandlingerne modtager agent Raiola yderligere 165 millioner kroner, der betales af Manchester United. Samlet løn til agenten for en og samme handel: 365 millioner kroner.

Mino Raiolas advokat skriver til Politiken, at »vores klients forretninger er fortrolige, og han har ingen pligt til eller ønske om at diskutere disse med en avis«.

Fans og forbrugere betaler regningen

Politiken har præsenteret sin research for sportsadvokat Antoine Duval, der er leder af International Sports Law Centre ved det anerkendte Asser Instituut i Haag. Han siger, at de indtil nu hemmeligholdte aftaler bag rekordhandlen er et godt eksempel på de problemer, som moderne fodbold og transfermarkedet står overfor. Og der er kun en part, der i sidste ende står med regningen: Forbrugere og fodboldfans, der må betale mere og mere for tv-pakker, merchandise og adgang til stadion.

»De penge, som fans og forbrugere investerer i fodbold bliver ikke reinvesteret i fodbolden - i stadioner, i klubbers eller spilleres udvikling. De penge går i stedet til mellemhandlere, som profiterer af et lyssky marked«, siger Antoine Duval.

United kendte formentlig ikke til aftalen med Juventus

Det Engelske Fodboldforbunds (FA) regler siger, at man i princippet gerne må repræsentere flere forskellige parters interesser i en handel, men det er fuldstændig afgørende, at alle parter forud for forhandlingerne har accepteret denne interessekonflikt. Desuden skal FA som forbund orienteres om alle repræsentationsaftaler og interessekonflikter.

Ingen af de involverede parter har over for Politiken ønsket at oplyse, hvorvidt Raiola har oplyst lødigt om sine mange kasketter. Men at dømme ud fra dokumenterne omkring transferen ser det ikke ud til at være tilfældet.

Denne passage fra aftalen mellem Mino Raiola og Juventus viser, at den italienske klub skulle betale ham 27 millioner euro for salget til Manchester United.

Denne passage fra aftalen mellem Mino Raiola og Juventus viser, at den italienske klub skulle betale ham 27 millioner euro for salget til Manchester United.

I ingen af de aftaler, som Mino Raiola har lavet med Paul Pogba og Manchester United om at repræsentere deres interesser, er aftalen med Juventus nævnt. Og i en skrivelse fra Manchester United til Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) 23. september 2016 skriver klubben, at den så vidt vides ikke betaler noget fra selve transfersummen til Mino Raiola.

Ydermere skriver Manchester United, at klubben slet ikke har haft kendskab til selskabet Topscore Sports Ltd. Det er navnet på agentens selskab, som Juventus indgik aftale med om at drive transferprisen i vejret på Paul Pogba.

Agent risikerer at blive bandlyst

Sportsadvokat Antoine Duval vurderer, at Mino Raiola risikerer at få en sag og mulig karantæne på halsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Når I offentliggør det her, så burde det straks afføde en undersøgelse fra FA’s side for at få afklaret, hvad der er foregået«, siger Antoine Duval.

»Der ser ud til at være flere lyssky forhold i aftalerne omkring Pogbas transfer. Hvis agent Raiola ikke har bekendtgjort over for FA – eller de andre parter i handlen – at han også repræsenterede Juventus i forhandlingerne, så har han sandsynligvis overtrådt FA’s regler. Det kan føre til sanktioner, i særdeleshed kan det medføre en suspendering af Raiola, så han i en periode ikke må arbejde på det engelske marked«, fortsætter Antoine Duval, der også nævner bøde som en mulig sanktion.

I repræsentationsaftalen mellem Raiola og Manchester United, dateret 8. august 2016, skriver agenten under på, at hans serviceydelse blandt andet består i »at forhandle med Juventus om at sikre transferen af spilleren til klubben på en permanent aftale og på vilkår, som er acceptable for klubben«.

20 dage før aftalen med Manchester United havde agenten skrevet under på at repræsentere Juventus i forhandlinger med udenlandske klubber og blive belønnet for at presse prisen så højt op som muligt.

Pogba og United kan rejse erstatningssag

Både Paul Pogba og Manchester United har, ifølge sportsadvokat Antoine Duval, desuden gode juridiske kort på hånden til at få erstatning fra Raiola, hvis de heller ikke blev orienteret om den kontroversielle aftale med Juventus.

Således kan de begge meget vel have lidt tab på grund af agent Raiola: Pogba, fordi agenten ikke nødvendigvis har varetaget hans interesser i sagen, og Manchester United, fordi Raiola har fået 165 millioner kroner for at varetage klubbens interesser og ikke modpartens.

»Det kunne være interessant at se Manchester United forsøge at få sine penge tilbage, og det kan juridisk set være muligt. Om det så sker i praksis, er mere tvivlsomt. Klubben har hentet mange spillere, der er knyttet til agenten, og den ønsker formentlig at rekruttere flere fremover. Så med mindre der kommer et stort pres fra offentligheden eller fra deres fans, så har de nok begrænset lyst til at forfølge den sag«, siger Antoine Duval.

Fifa har indledt en undersøgelse

Manchester United’s kommunikationsdirektør Philip Townsend skriver til Politiken, at »vi ikke kommenterer klubbens kontraktmæssige forhold«.

FA vil ikke kommentere konkrete sager og ønsker heller ikke at bidrage med en eventuel holdning til, at agenter trækker så mange penge ud af fodboldøkonomien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Juventus skriver, at klubben har været »fuldt ud gennemsigtig« om sin aftale med agent Mino Raiola, men ønsker derudover ikke at besvare Politikens spørgsmål.

We gave full disclosure

Det Internationale Fodboldforbund Fifa har, at dømme ud fra brevet fra Manchester United, tilsyneladende indledt en undersøgelse af betalingerne til Mino Raiola. Men hvorvidt det er tilfældet, ønsker Fifa ikke at oplyse over for Politiken.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce