To år i træk har den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong været den altoverskyggende publikumsmagnet i Australiens største cykelbegivenhed Tour Down Under. Og der er da næppe heller tvivl om, at den 39-årige amerikanske superstjerne atter vil tiltrække sig enorm opmærksomhed, når han fra 18. til 23. januar på de australske landeveje kaster sig ud i sin karrieres sidste optræden udenfor USA. Greipel suverænt årets mest vindende Rent sportsligt reduceres Armstrong imidlertid givetvis til en biperson i opgøret om den endelige sejr. Den dyst tilføres til gengæld en uhyre interessant dimension, eftersom alt tyder på, at denne første af de i alt 27 styrkeprøver, der indgår i UCI WorldTour og dermed tæller med til verdensranglisten, kan udvikle sig til en duel mellem de seneste sæsoners mest vindende ryttere, briten Mark Cavendish og tyskeren André Greipel. Holdkammeraterne fra Team HTC-Columbia har siden 2008 markeret sig i toppen af sejrslisten. I år topper Greipel suverænt med 21 gevinster mod 11 til Cavendish, der til gengæld udmærkede sig som nr. 1 i både 2009 og 2008. Cavendish nr. 1 i 2008 og 2009 I sidstnævnte sæson noteredes briten for 17 førstepladser, mens belgieren Tom Boonen (Quick Step) kilede sig ind som nr. 2 med 15 foran Greipel med 14. I 2009 nåede Cavendish op på 23, og Greipel var tættest på at true ham, selv om han fik en stor del af foråret spoleret af et styrt netop i Tour Down Under. Tyskeren stillede op som forsvarende vinder, var da også hurtigst på 1. etape, men blev derefter sat ud af spillet helt frem til begyndelsen af maj på grund af uheld. I år vendte han stærkt tilbage, snuppede tre etapesejre og strøg ligeledes til tops sammenlagt. Mere rivaler end holdkammerater Frem til årsskiftet er Cavendish og Greipel endnu holdkammerater på Team HTC-Columbia, selv om der snarere har dannet sig et indtryk af, at de har været indædte rivaler. Det skyldes først og fremmest, at den ofte lidt for åbenmundede Cavendish på et tidspunkt udtalte sig særdeles nedladende om Greipels evner. Det har Cavendish længst offentligt beklaget, men en kendsgerning er det, at Greipel har stået i skyggen af briten, der er blevet foretrukket til de mest attraktive opgaver som eksempelvis Tour de France. Konfrontationen kulminerer i Touren Det har den 28-årige tysker draget konsekvensen af ved at skifte til belgiske Omega Pharma-Lotto sammen med en håndfuld af sine nærmeste hjælpere. Det lægger op til en række spændende spurtkonfrontationer mellem de to skrappe afsluttere - formentlig kulminerende i Tour de France, hvor Greipel endnu har sin debut til gode, mens Cavendish i sine tre hidtidige starter allerede har hjemført 15 etapesejre. Cavendish omgivet af stærke hjælpere Foreløbig tager de imidlertid fat på den indbyrdes kappestrid i Tour Down Under, eftersom både Team HTC-High Road og Omega Pharma-Lotto allerede har proklameret, at de møder med henholdsvis Cavendish og Greipel. Og briten vil være sikker på at have maksimal støtte, for han bliver omgivet af sine trofaste hjælpere Mark Renshaw, Matthew Goss, Bernhard Eisel, og Bert Grabsch samt nyerhvervelsen fra Garmin Danny Pate.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Allerede 12 sekunder inde i PR-videoen begår selvkørende Tesla første fejl i københavnsk gade – men det bliver værre endnu
-
Det borgerlige Danmarks løgn må stoppe
-
Reglen blev kaldt »udansk« før valget. Nu har tre ud af fire regeringspartier opgivet hjertesag
-
Svar til læser: Du har ret i, at det er alarmerende, hvad der sker med kroppen, når vi er fysisk inaktive
-
»Jeg kan ikke vente med at komme tilbage«: René Redzepi afslører ny plan for Noma
-
Det lyder som det rene vanvid i dag – og det siger alt om vores børnesyn
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lars Hedebo Olsen
Leder af Christian Jensen




























