Hvis man så mundvigene hænge på cykelrytteren Taylor Phinney, da han kravlede på podiet og modtog sin VM-sølvmedalje i enkeltstart onsdag, var der en grund.

Amerikaneren sluttede sølle fem sekunder efter guldvinderen Tony Martin og var dybt skuffet, da han modtog sin hyldest for et resultat, der i virkeligheden var ganske imponerende.

LÆS ARTIKELTysk tempomaskine holder stand og vinder guld

»Det har været en lige-ved-og-næsten sæson for mig med først OL og nu her ved VM, hvor jeg bliver nummer to«.

Stod nok og skumlede
»Hvis man denne morgen havde sagt, at jeg kunne blive nummer to, ville jeg nok være lykkelig. Men efter at have tabt med så få sekunder, har jeg det anderledes. Jeg stod nok og skumlede oppe på podiet«, siger Taylor Phinney.

Den 22-årige amerikaner blev nummer fire både på OL-enkeltstarten og ved OL-linjeløbet i London.

Tidligere på sæsonen vandt han prologen i Giro d'Italia, hvilket til dato er hans største resultat. Derfor er en sølvmedalje ved VM, blot fem sekunder efter den forsvarende VM-vinder Tony Martin et imponerende resultat.

Det indså han også, da han havde sundet sig.

»Jeg kan være tilfreds med min præstation. Jeg har arbejdet meget denne sommer med de lange enkeltstarter, så jeg kan konkurrere med de bedste i verden«.

Jeg er spændt på fremtiden
»Vi manglede store navne som Fabian Cancellara, Bradley Wiggins og Chris Froome, men at slutte fem sekunder efter Tony Martin er et godt resultat for mig. Jeg er spændt på fremtiden. Det giver mig motivation for næste år«, siger Taylor Phinney.

Phinney har hidtil været kendt for sin styrke på de korte distancer, særligt prologer, men den seneste tid har han knækket koden med at køre langt i kampen mod uret. Det handler ganske enkelt om at udholde smerten i længere tid.

»Jeg har bare indset, at man skal være i sit smertekammer i en time. Man føler sig aldrig godt tilpas. Det er et helvede hele vejen, men så kommer målstregen, og så er det jo slut«.

Cauberg er skrækkelig for rytterne
Det holdt rigtig hårdt for amerikaneren på de sidste kilometer, da stigningen Cauberg skulle bestiges.

»At slutte på Cauberg med en kilometer til mål lyder sikkert interessant, og det er sikkert sjovt at se på, men det er skrækkeligt for os ryttere. Jeg tænkte på Cauberg de sidste 15 kilometer af løbet, så jeg tænkte kun på at spare så mange kræfter, at jeg kunne komme over den. Men den er trods alt så kort, at man simpelthen skal tonse over den«, siger Taylor Phinney.