Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 1. mar. 2007 KL. 19.23

CSC satser på Schleck i spansk etapeløb

Italieneren Daniele Bennati tilbageerobrede førertrøjen i Vuelta Valenciana efter endnu en massespurt, men sprinternes rolle synes nu udspillet. Team CSC er klar med en plan.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

For tredje dag i træk var det stort set de sammen hovedpersoner, som susede af sted med hæder og opmærksomhed i det spanske etapeløb Vuelta Valenciana.

For efter de 151,8 km med start og mål i Vila Real gentog den 26-årige italiener Daniele Bennati (Lampre) triumfen fra 1. etape og henviste sin væsentligt mere succesvante landsmand Alessandro Petacchi (Milram) til andenpladsen.

Samtidig tilbageerobrede Bennati førertrøjen takket være bonus for gevinsten. Men Petacchi ånder ham også i den sammenhæng stadig i nakken med så beskedent et minus som to sekunder.

Blaudzun CSC's bedste
Imidlertid må det formodes, at det er slut med sprinternes dominans i det spanske arrangement, når 4. etape i morgen står på programmet. Den afsluttes med en stigning, som burde give helt andre ryttere mulighed for at brillere.

Det var Bennatis tredje sejr i denne sæson, og han har konsekvent været med i front i alle de massespurter, han hidtil har været involveret i. Og der er al mulig udsigt til, at han vil hævde sig som en af årets mest vindende pedalatleter.

Michael Blaudzun blev Team CSC’s bedste på dagens etape som nr. 12, og han noteredes ligesom hovedparten af holdkammeraterne og lidt over 100 af de øvrige deltagere for samme tid som vinderen.

CSC satser på Schleck
Det danske mandskabs aktører slap fri af et massestyrt i finalen, men Lars Michaelsen blev generet så meget, at han ikke formåede at gøre sig gældende i spurten og satte lidt over et minut til.

»Jeg venter mig en hel del af fredagens etape, og ikke mindst tror jeg, at Fränk Schleck kan lave et rigtigt godt resultat. I hvert fald vil vores taktik være koncentreret om at hjælpe ham mest muligt«, siger Team CSC’s sportsdirektør Alain Gallopin.

De tre hidtidige sprinteretaper har endnu ikke fremkaldt den store udskilning i det samlede klassement, og den eneste af CSC’erne, der ikke befinder sig blandt de 90 ryttere, som er noteret for så beskedent et minus som 24 sek. til Bennati, er Lars Michaelsen.