Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 24. aug. 2009 KL. 18.19

Michael Rasmussen: Ingen Vuelta-start

Den tidligere danske Tour-bjergkonge opgiver at stille op i den spanske rundtur.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Alt tyder nu på, at den tidligere danske Tour de France-bjergkonge Michael Rasmussen har indset, at han tvinges til at skrinlægge planerne om deltagelse i årets Vuelta a Espana.

I hvert fald oplyser Velonews.com, at den 35-årige klatrespecialist via e-mail har meddelt det amerikanske cykelmagasin, at han ikke vil være at finde på startlinjen, når den spanske cykelrundtur på lørdag indledes med en 4,5 km enkeltstart i den hollandske by Assen.

Holdets navn stadig hemmeligt
»Alt hvad jeg kan sige omkring Vueltaen, er, at det hold, jeg har forhandlet med, ikke nåede at registrere mig i tide, og at Unipublic ikke ønsker at gøre en undtagelse ved at lukke mig ind«, skriver Michael Rasmussen i mailen til Velonews med henvisning til afslaget fra de spanske arrangører.

»Unipublic har derimod gjort en undtagelse overfor tre Lotto-ryttere, som ikke stod på den oprindelige startliste. Men under alle omstændigheder - ingen Vuelta«.

LÆS ARTIKELEn sag med fejl og forskelsbehandling


Heller ikke overfor Velonews afslører Michael Rasmussen, hvilket mandskab der var villig til at tage ham med i Vuelta a Espana, og som fra den internationale cykelunion, UCI, havde fået grønt lys til at ansætte danskeren og lade ham stille op i den store spanske begivenhed.

Bøjer reglerne for Silence-Lotto
Michael Rasmussens omtale af tilfældet med Silence-Lotto mandskabet, der nu agter at stille med flere ryttere, som ikke var tilmeldt inden for den fastsatte tidsfrist, er fuldstændig i overensstemmelse med kendsgerningerne.

Australieren Matthew Lloyd og franskmanden Mickaël Delage er i det belgiske holds endelige trup, selv om de ikke var blandt de 12 navne, som Silence-Lottos ledelse havde opgivet til Unipublic. Også tyskeren Sebastian Lang var tæt på at befinde sig i den situation, men han er i sidste øjeblik blevet udskiftet med belgieren Christophe Brandt.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de spanske arrangører om, hvorfor de er klar til at bøje reglerne, når det gælder Silence-Lotto, men ikke når det handler om Michael Rasmussen.