En uge før Tour de France-starten blev tavshedens mur i cykelsporten i weekenden brudt, da den tidligere CSC-rytter Jörg Jaksche lettede sit hjerte i et opsigtsvækkende interview med det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel, hvor han blandt andet retter skytset mod sin tidligere arbejdsgiver Bjarne Riis.

»Jeg tror, at det er vigtigt for sportens fremtid, at nogen for en gangs skyld siger: Okay, sådan foregår det her«, siger Jaksche, der stiller sig til rådighed som kronvidne for de tyske myndigheder og dermed håber at slippe med et år og ikke to års karantæne.

Tolereret af holdledelsen
Som den første af de mistænkte i Operacion Puerto-skandalen indrømmer den 30-årige sydtysker, at han fra 1997 systematisk tog doping, ofte efter direkte ordrer fra sine arbejdsgivere. På cykelholdene Polti, Team Telekom, Once, CSC og Liberty Seguros blev doping ifølge Jaksche enten bedrevet aktivt eller tolereret af holdledelsen.

»Selvfølgelig var det ikke sådan, at nogen holdt fast i din arm for sprøjten. Men det er lige netop de holdledere, der berigede sig på din bekostning og skaffede dig stoffet, som pludselig gør som om, de alle kæmper for en ren cykelsport«, siger Jaksche med indirekte henvisning til den danske CSC-boss og dopede Tour-vinder Riis, som han kørte for i 2004.

»Riis vidste besked«
Tyskeren siger, at han drøftede doping med astma-midlet Cortekoide (Kortison) med Riis.

»Riis vidste besked og fortalte, hvordan det foregår«, siger han.

Jaksche afslører, at han fra 2005 samarbejdede om bloddoping med den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes og bekræfter i interviewet, at tre blodposer, som de spanske myndigheder i juni 2006 fandt hos Fuentes, var hans egne.

Doping på Polti-holdet
Fuentes bogførte sin kunde nummer 20 under navnet 'Bella', opkaldt efter Jaksches labrador, i sit berygtede kartotek, hvor også den tidligere CSC-rytter Ivan Basso og den tyske Tour-vinder Jan Ullrich står opført under dæknavne. Og han tog første gang epo ved Tour de Suisse i juni 1997.

»Det var mit crashkursus. En assistent gav mig epo på mit værelse om aftenen«, siger Jaksche, der dengang netop havde startet sin karriere som professionel hos Polti med Gianluigi Stanga som chef.

»Han ville finde ud af, hvordan det virkede på mig«, siger den tidligere Paris-Nice-vinder.

»Ingen opfattede det som forkert«
Stanga, der i dag er chef for det ligeledes dopingmistænkte Milram-hold, afviser beskyldningerne som absurde.

»Ingen var glade for doping, hverken Stanga eller Riis, men i den verden, vi lever i, opfattede ingen det som forkert«, siger Jaksche, der selv droppede alle skrupler i sit andet år som professionel:

»Logikken er: Du tilpasser dit præstationsniveau til resten, fordi alle gør det. Du lever i en parallelverden i cykelsporten.«

Også hos Riis’ tidligere hold Team Telekom, som Jaksche kørte for fra 1997 til 2000, blev doping bedrevet systematisk, fortæller han.

Telekom-chef kendte til misbrug
De forbudte præparater kom fra de nu fyrede læger fra Freiburgs Universitet, og den belgiske holdleder Walter Godefroot, der fortsat nægter ethvert kendskab til doping, vidste ifølge Jaksche besked og advarede sine ryttere imod at blive knaldet.

»Holdledelsen havde kendskab til det hele. Det var et fast forankret system«, siger han.

Tyskeren var i fjor blandt de 13 ryttere, der blev udelukket fra Tour de France, da deres navne dukkede op i Operacion Puerto-skandalen, og han blev for nylig suspenderet fra sit italiensk-russiske hold Tinkoff.

Doping »er et retfærdigt system«
Jaksches advokat, Michael Lehner, råder nu sin klient til at gå under jorden.

»Selvfølgelig er han bange«, siger Lehner til Süddeutsche Zeitung og opfordrer også Jan Ullrich til at stå frem.

Jaksche selv siger, at han nu fra sit hjem i Østrig vil afvente, hvad der kommer til at ske:

»Det er perverst, men dopingsystemet er retfærdigt, fordi alle doper. Cykelsport uden doping er kun retfærdigt, hvis ingen længere gør det. En rytter har fortalt mig, at der på grund af træningskontrollerne nu er indgået underhåndsaftaler mellem et par hold og det internationale forbund UCI. Derfor må man gå ud fra, at der ikke sker noget holdningsskifte. Det har rytteren stolt fortalt mig, og da vidste jeg: Intet har ændret sig«.