Annonce
Annonce
Annonce
Fodbold 16. maj. 2012 KL. 10.39

FCK vil rykke pokalfinalen til sæsonens sidste kamp

Pokalfinalen i morgen kommer ubelejligt for FCK, fordi den fjerner fokus fra mesterskabskampen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Vi finder det meget velkomment, at klubberne diskuterer det

Peter Ebbesen, DBU

I årevis har den danske pokalfinale ligget på Kristi himmelfartsdag. Men det skal være slut nu, mener FC Københavns træner og sportsdirektør, Carsten V. Jensen.

Han så hellere, at Dansk Boldspil-Union (DBU) rykkede finalen til efter sæsonen, så pokalturneringen ikke spiller ind på resultaterne i Superligaen.

»Som tingene er nu, har vi bare ikke mulighed for at lægge al fokus og alle kræfter i pokalfinalen, det er helt umuligt. Og det er synd. Men vi må tænke os gevaldigt om for ikke at svække os i mesterskabsdysten ved at stille med de samme 11 hver gang. Der er vel 100.000 kroner at hente i pokalfinalen og godt 150 millioner, hvis vi vinder Superligaen og kommer i Champions League. Så vi kommer til at bruge hele truppen på torsdag (i morgen, red.)«, siger Carsten V. Jensen.

LÆS ARTIKELZanka er med fra start i pokalfinalen

Superligaen er vigtigere
FCK skal spille en yderst vigtig kamp mod FC Midtjylland bare tre dage efter pokalfinalen. En kamp, københavnerne skal vinde for være sikre på at bevare den smalle føring ned til guldudfordrerne fra FC Nordsjælland.

Men FCK’s ønske om at rykke cupfinalen til efter sæsonen bunder i mere end klubbens egne problemer i år. Carsten V. Jensen mener, at det generelt vil være godt for pokalinteressen. Siden 31.325 tilskuere så Brøndby vinde 3-2 over Esbjerg i 2008, har Parken været stadig mindre fyldt til finalerne på Kristi himmelfartsdag. Sidste år så kun 14.646 personer FC Nordsjælland banke FC Midtjylland med 3-2.

»Jeg så gerne, at pokalfinalen blev lagt efter sæsonen. Det er ærgerligt, at den lidt drukner i den her afgørende fase af Superligaen – både rent sportsligt og i forhold til interessen fra danskerne«, siger Carsten V. Jensen.

Det tyske eksempel
Han henviser blandt andet til tyskernes gode erfaringer med at spille pokalfinalen efter sæsonen.

Lørdag vandt Dortmund 5-2 over Bayern München foran knap 75.000 tilskuere på det olympiske stadion i Berlin – det var »en kæmpe fest, et kæmpe arrangement og en fed kamp for alle«, som FCK-træneren beskriver det.

Og i DBU er de da også åbne for at flytte pokalfinalen.

»Vi har overvejet det. Tidligere har vi spurgt klubberne, om de var interesserede i det, fordi de gør det med succes i for eksempel Tyskland. Men problemet herhjemme er, at der i klubbernes øjne ikke er ret mange spillerunder, hvor banerne er gode. Så debatten er ofte strandet på, at nogen finder det ærgerligt at reservere en hel spillerunde, for at to hold kan spille, mens ti ligger stille«, siger turneringsleder Peter Ebbesen.

Det er klubberne selv, der bestemmer
For at det kan blive en realitet at rykke pokalfinalen, skal Carsten V. Jensen blive enig med sine elleve superligakolleger om det. Det er nemlig klubberne, der i sidste ende fastlægger det danske fodboldprogram. Og hvis de når til enighed om et nyt spilletidspunkt, er det en ren formssag at flytte pokalfinalen.

»Det vil typisk betyde, at man skal slutte sæsonen tre eller syv dage tidligere for at give plads til pokalfinalen til sidst. Vi finder det meget velkomment, at klubberne diskuterer det, og hvis de bliver enige, vil vi selvfølgelig lytte til det«, siger Peter Ebbesen.

FCK går stenhårdt efter pokalen
I FCK-truppen er landsholdsspilleren Lars Jacobsen enig med sin træner i, at pokalfinalen kommer en smule ubelejligt. Men han forsikrer, at klubben vil gå »stenhårdt« efter at vinde den i morgen.

»Isoleret set ville vi da nok gerne have haft lidt flere dage til at komme os over pokalfinalen. Men sådan er det, det er præmissen, og vi kan ikke brokke os over at være i pokalfinalen og så være kede at spille den kamp. Hvis ikke man kan sætte sig op til at spille en pokalfinale, er det et problem«, siger Lars Jacobsen.