Tegning Roald Als

Tegning Roald Als

Fodbold

Laudrups agent havde aktier i alle Swanseas spillere

Bayram Tutumlu skulle have 7,5 procent i profit fra samtlige spillersalg i Swansea - i flere tilfælde ser klubben ud til at have brudt fodboldens regler.

Fodbold

Det var lige meget, hvilke spillere Swansea ville sælge. Uanset hvem klubben modtog penge for, skulle den sende en andel af profitten videre til Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu. Ret beset ejede han en andel af hele truppen.

Den bemærkelsesværdige aftale, som Politiken har adgang til via Football Leaks, indgik Swansea med Tutumlu i marts 2013 som honorar for, at agenten havde forhandlet en kontraktforlængelse mellem klubben og Michael Laudrup på plads.

»Skulle nogen spillere blive solgt fra klubben i løbet af perioden for den genforhandlede kontrakt (Michael Laudrups, red.), vil du modtage 7,5 procent af ethvert nettoprovenu på en sådan transfer«, lød det i aftalen, underskrevet 6. marts af Swansea-formand Huw Jenkins.

Men umiddelbart var det på kanten af fodboldens regler at aflønne agenter på den måde. Ifølge Det Engelske Fodboldforbunds (FA) lovskrifter var det forbudt at eje »en hvilken som helst andel i en hvilken som helst kompensation eller fremtidig transferværdi af en spiller«.

30 procent af Laudrups salgspris

Sportsadvokat Paolo Lombardi mener, at sådan en pant i spillertruppen ser ud til at være over grænsen. I 2002-10 var han ansvarlig for Fifa’s agentregler: »Enhver aflønningsform, som omfatter betaling i procent af spillersalg fra klubben til agenten, er en potentiel overtrædelse af agentreglerne og reglerne om tredjeparters ejerskab af spillere«, siger han.

Udover en pant i spillertruppen skrev klubbens formand Huw Jenkins også under på, at Bayram Tutumlu skulle modtage mellem 20 og 30 procent af transfersummen - afhængig af salgspris og -tidspunkt - hvis Michael Laudrup blev afhændet til en anden klub i kontraktperioden.

(Artiklen fortsætter under kontrakten, som klubformand Jenkins har signeret)

Ingen kommentarer fra Swansea

Swansea har trods gentagne henvendelser ikke besvaret Politikens spørgsmål om sagen, ligesom Bayram Tutumlu ikke har ønsket at kommentere sin involvering i de kontroversielle kontrakter.

Aftalen fra 6. marts 2013 sikrede samtidig Bayram Tutumlu et årligt beløb svarende til 10 procent af trænerstabens løn. I 2013 var det cirka 3,5 millioner kroner.

Politiken afslørede søndag, at Tutumlu i det skjulte tjente op mod 32,3 millioner kroner på handler med 7 Swansea-spillere, mens Laudrup var manager i 2012-14.

Afsløring:

Fodboldøkonom Jesper Jørgensen fra Deloitte finder Bayram Tutumlus pant i Swansea-truppen bemærkelsesværdig:

»Ved at indgå sådan en aftale lå klubben, som den havde redt. Swansea skabte den risiko for sig selv, at den gav ham en tilskyndelse til at forsøge at sælge spillere, som ledelsen egentlig ikke ville sælge«.

Tutumlu påstod: Ingen penge til mig overhovedet

Netop det skete ifølge britiske medier. I sommeren 2013 forsøgte Tutumlu angiveligt at få profilen Ashley Williams solgt bag om ryggen på ledelsen, som derefter officielt afbrød ethvert samarbejde med agenten. Det fik Tutumlu til at fastslå:

»Jeg har ikke tjent noget overhovedet. Klubben har aldrig betalt mig for mit arbejde for dem«, sagde han til Daily Mail.

Skjulte agentforhold i kontrakt

Dokumenterne fra Football Leaks fortæller en ganske anden historie. Umiddelbart ser han ikke ud til at have profiteret på sin andel i den samlede trup, da Swansea ikke solgte nogen spillere i perioden frem til, at klubben fyrede Michael Laudrup.

Til gengæld tjente Bayram Tutumlu altså millioner af kroner i det skjulte på underaftaler med agenter til en række af de spillere, Swansea indgik kontrakt med.

Swansea oplyste: Ingen agent involveret i handel

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også i forbindelse med nogle af de kontrakter var klubben på kant med reglerne.

I mindst to tilfælde undlod Swansea at oplyse FA om, at der var en agent involveret i spillerhandlen – selv om reglerne klart foreskrev det.

Dokumenter fra Football Leaks viser, at den walisiske klub havde indgået en aftale om at betale agenterne for henholdsvis José Cañas og Alejandro Pozuelo 2,5 millioner euro hver (17 millioner kroner hver). Begge skiftede de kontraktfrit til Swansea.

Samtidig sikrede agenterne sig ret til at få 20 procent af klubbens indtægt på et fremtidigt salg af spilleren – til trods for at det altså var imod reglernes ordlyd at aflønne agenter på den måde.

Overblik

Størstedelen af de penge havde Tutumlu sikret sig ret til via skjulte underaftaler. Dem kendte Swansea efter alt at dømme intet til – men klubben havde med åbne øjne indgået kontrakter med spillernes repræsentanter. I de officielle kontrakter noterede Swansea alligevel »nej« til spørgsmålet, om spilleren eller klubben havde »benyttet en agents ydelser«.

Underrapportering af agentudgifter?

Ifølge iagttagere kan der være flere lyssky årsager til ikke at oplyse om agentforhold. Det kan handle om lettere at kunne køre udgifter uden om de officielle regnskaber for at leve op til fodboldens regler om økonomisk bæredygtighed. Det kan handle om at skjule pengestrømme for myndighederne. Det kan handle om at skjule regelstridige aflønningsmodeller.

Ifølge den britiske tabloidavis the Sun tirsdag hænger Swanseas i alt 34 millioner kroners betaling af agenterne i Pozuelo- og Cañas-handlen ikke sammen med klubbens officielle regnskaber. Ifølge det samlede beløb til klubbens agentbetalinger over tre regnskabsperioder under Laudrup, skulle der dermed kun være 2,37 millioner pund (21 millioner kroner) i tre regnskabsperioder tilbage til at betale agenter i 20 spillerhandler.

Sportsadvokat: Fodbold er taberen

Uanset årsagen er det skadeligt for sporten, når klubber på den måde skjuler vigtige oplysninger:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Fodbold er taberen. Sporten mister retssikkerhed, når den slags væsentlige forhold ikke oplyses«, siger sportsadvokat Paolo Lombardi.

I en e-mail til Politiken slår Michael Laudrup fast, at han ikke har haft noget at gøre med udformningen af kontrakter under sin tid i Swansea.

Dokumentation: En tidligere indgået aftale mellem Swansea og agenturet Promoesport viser, at Swansea skulle betale spilleren Alejandro Pozuelos agent 2,5 millioner euro (ca. 17 mio. kr.), når spilleren skiftede til Swansea. Men i spillerkontrakten mellem Swansea og Alejandro Pozuelo oplyses det, at ingen agenter var involveret i forhandlingerne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce