Annonce
Annonce
Håndbold

Kasi-Jesper gør klar til comeback efter mægtig konkurs

Jesper 'Kasi' Nielsen vil tilbage i den håndboldsport, han revolutionerede.

Annonce

Blå bog

Jesper Nielsen

Født 15. maj 1969 - er også kendt som Kasi-Jesper eller Jesper 'Kasi' Nielsen.

Selvgjort forretningsmand, der har passet tankstationer og arbejdet i Fakta, og som skabte sig en formue ved at have retten til Pandorasmykker på det tyske marked.

Har været hovedsponsor i Brøndby IF, han har ejet håndboldklubben AG København samt klubben Rhein-Neckar Löwen i Tyskland.

Nu vil han med i Premier Handball League i 2019 - og lancere sit nye smykkefirma med navnet Amazing Jewelry.

Nogle ville gerne citeres, andre ville bestemt ikke.

Men ingen lagde røret på, da Politiken ringede til en stribe klubbosser og velanskrevne navne i dansk håndbold for at høre om deres syn på det comeback på håndboldscenen, som smykkesælgeren og eksmilliardæren Jesper Nielsen har bebudet.

En tilbagevenden, der efter planen skal finde sted i 2019, hvor forskellige forretningsfolk vil realisere en international piratliga under navnet Premier Handball League, hvor storhold skal spille i europæiske hovedstæder og amerikanske storbyer – helt uafhængigt af de nuværende håndboldorganisationer.

Med tanke på, at Sø- og Handelsretten tilbage i sommeren 2012 – efter lukningen af Jesper Nielsens store, opsigtsvækkende satsning, håndboldklubben AG København ApS efter bare 2 år på topplan – opgjorde selskabets gæld til cirka 70 millioner kroner, må det påtænkte Nielsen-comeback betegnes som frejdigt og kækt.

Men at det synes ganske i balance med den foretagsomhed, som den 46-årige tidligere tankpasser, Fakta-medarbejder og smykkegrossist altid har stået for, er der ingen tvivl om.

Da Jesper Nielsen – også kaldet Jesper ’Kasi’ efter navnet på hans private selskab – besluttede sig for at sende nogle af de mange millioner, han havde tjent i smykkefirmaet Pandora, ind i håndboldklubben Albertslund-Glostrup København, kendt som AG København, satte han intet mindre end en revolution i gang i det konservative håndboldmiljø.

Han købte håndboldholdet i FC København, som dermed slap af med en kedelig økonomisk klods om benet – og så sikrede Jesper ’Kasi’ sig ellers spillerprofiler som Kasper Hvidt, Joachim Boldsen, Lars Jørgensen og senere Mikkel Hansen samt markante svenske, norske og islandske personligheder.

Og lønningerne var høje, ganske som cigarføringen var det på alle planer i klubben.

Målet var at skabe verdens bedste håndboldhold – og samtidig realisere den tidligere Glostrup-spiller Jesper Nielsens drøm om at blive en stor kanon i sportens verden.

I røg og damp med vip-champagne

I første omgang var hjemmebanen cykelarenaen i Ballerup og siden Brøndby-Hallen. Det blev et lyd- og lysshow, hvor spillerne blev præsenteret til fanfarer i røg og damp, og hvor barmfagre kvinder serverede drinks på sidelinjen til inviterede vip-gæster.

Og når spillerne havde vundet titler, var Jesper 'Kasi' også mand for at skaffe en stripperbus til drengene - og sig selv

Og under kampene bragede musikken, når Hvidt præsterede en redning, og når Mikkel Hansen scorede – det var festival-håndbold.

Det væltede ind med tilskuere, endelig havde København noget at byde på i den sport, der på landsholdsplan var en kæmpesucces, men som ellers kun havde status af en ren jysk forlystelse.

Jesper Nielsen, der også havde været hovedsponsor i fodboldklubben Brøndby – men som ikke kunne få den indflydelse, han ønskede – var den glade chef og idémand i AG København. Med privat jetflyver og stor lystyacht på Mallorca.

Altid i medierne, altid god for en historie, altid klar med en ny plan – og med et løfte om at købe endnu en verdensstjerne til klubben. Alt kunne lade sig gøre, hvis man var parat til at knokle. Som på tankstationen og i Fakta.

Og altid uden slips – og hellere et par ristede ved en pølsevogn end noget fims på en fimset restaurant med stivede duge.

»Det her er Vestegnen, det er hårdt arbejde, det er familien Nielsen«, lød hans slogan – for også moderen og søsteren var en del af hans forretning. Og denne familieånd søgte han at sprede i klubben.

LÆS OGSÅKasi-Jesper forlader sit eget smykkefirma

»Hvordan går det i verdens bedste håndboldklub«, gjaldede chef Nielsen, når han syntes, at humøret skulle løftes blandt kontorpersonalet og sælgerne, der skulle skaffe sponsorater.

Han sørgede også for, at AGK satte tilskuerverdensrekord i håndbold med over 36.000 til en mesterskabsfinale i Parken i København i 2011, han flyttede storkampe til Boxen i Herning, han samlede 22.000 tilskuere til den sejrsgivende Champions League-kamp mod selveste FC Barcelona – og han talte om at bygge klubbens egen arena eller gøre arenaen i Malmø til international hjemmebane.

Der var ingen smalle steder. Og når spillerne havde vundet titler, var Jesper ’Kasi’ også mand for at skaffe en stripperbus til drengene – og sig selv. Det skete flere gange. Mens spillerkonerne blev transporteret i en anden bus.

Skub i dansk håndbold

Jo, der var fuld fart på i de 2 år, hvor festen buldrede af sted. Små grå shots til de ellevilde sponsorer, når AG København vandt med 10 mål – og champagnepropperne sprang, når sejren var på 15 mål. Men så kom finanskrisen og nappede op mod 800 millioner aktiekroner. Sagde han.

Samtidig blev Nielsen efterstræbt af skattevæsenet – og det er han stadig. Alt mens han planlægger at lancere et nyt smykkefirma, der også skal give navn til hans nye håndboldforretning: AG Amazing Copenhagen.

Hvis man i de øvrige klubber var imponeret af folkeforføreren Jesper ’Kasi’, skjulte man det godt. Man var nemlig irriteret over, at opkomlingen satte dagsordenen og pressede lønningerne i vejret.

LÆS OGSÅJesper Kasi Nielsen taber omtalt skattesag om sponsorpenge

I dag siger håndboldnavne som Aalborgs direktør Jan Larsen, den tidligere landstræner Anders Dahl-Nielsen og spillerlegenden Joachim Boldsen, at håndboldsporten ikke har brug for flere luftkasteller og økonomisk uansvarlige bagmænd.

»Men Jesper ’Kasi’ skal have, at han var med til at sætte skub i dansk håndbold og fylde hallerne. Det var spændende, forfriskende og sjovt, men bukserne kunne ikke holde«, lyder det næsten samstemmende fra de tre.

Og Anders Dahl mener, at der altid er brug for pengemænd, der tænker mere på sporten end sig selv.

-----------------------

Rettelse: I en tidligere version placerede vi en cykelarena i Farum. Den ligger i Ballerup.

Redaktionen anbefaler

Sportsblik: Man skal aldrig skue manden på slipset

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce