Foto: Peter Maunsbach

Troels Bech mener, han lider af effektivitetssyge, fornuft-forstoppelse og er fartblind. Alligevel fylder flamencodans, cyantryk og lyserød violin i hans generationskritiske selvanalyse. Nu fylder han 60.

Konen vækkede ham midt om natten: »Jeg skal fandme ikke til Italien med dig, du må være fuldstændig vanvittig«

Foto: Peter Maunsbach

Hvordan vil du beskrive din barndom?

»Den var samtalebåret og meget præget af de frie skolers miljø. Jeg er født i lærerboligen på en efterskole, gik i friskole og har været på højskole. Vi var en kernefamilie, to søskende, syv og otte år ældre end mig, og to forældre – de var også ældre end mig. Hæng lige på, jeg er ude at hente en minibus«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
PodcastSe alle
’Håndholdt panserværnsgranatkaster RPG-7V’. ’Kalasjnikov-automatgevær AK-74’. ’Offensiv håndgranat RGD-5’. Det er nok de færreste børn i 8. klasse, der ved, hvordan de våben skal bruges, hvad de hedder, og hvordan de virker rent teknisk. Men det gør børnene på skolen på den russiske ambassade i København. Her, blandt pæne lejligheder og store huse på Østerbro, er læren om de tre våben blot en brøkdel af det militære stof, børnene undervises i. Politikens journalist Sigrid Debois Reuss har gennemgået hundredvis af sider i en række dokumenter fra den russiske skole i København for at kortlægge, hvad der foregår inden for skolens mure.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her