»Jeg kan godt lide at sætte mig nye mål og nå dem, og det skal være glæden ved sport og lysten til at forbedre sig, der skal drive værket. Og det er jeg slet ikke træt af endnu«. - Foto: DHF

Hvornår satte du dig for første gang for, at du skulle med til OL?

»Jeg var faktisk ikke ret gammel. Jeg fulgte med, for jeg syntes, at OL var så fedt, og jeg kan huske, at vi optog OL i 1996, fordi de spillede midt om natten dansk tid, og så kampene om morgenen dagen efter. Men i 2008, hvor vi ikke var med, begyndte jeg lige så stille og roligt at komme ind på landsholdet, og der tænkte jeg, at det var mit store mål. Derfor har OL 2012 længe stået som målet for mig«.

Hvad glemmer du helt sikkert ikke at få med til London?

»Jeg plejer at have billeder og hilsner med fra min familie. Det gør det hele lidt mere hjemligt, og det skal jeg i hvert fald helt sikkert have med«.

Hvilken enkeltperson har betydet mest for din idrætskarriere?

»Jeg tror, at jeg vil sige min fysioterapeut. Hun har en fantastisk personlighed, og lige meget hvor slemt det ser ud, formår hun altid at give mig troen på det. Vi har kæmpet hårde kampe sammen, både fysisk, men også mentalt, og det har til tider været hårdt. Men hun har altid været der for mig. Hun tror på mig og siger altid, at det her skal vi nok klare sammen. Hun sætter nye mål for mig og er god til at presse mig og komme med gode ideer«.

Hvad ville du have beskæftiget dig med i dag, hvis du ikke havde satset på en sportskarriere?

»Så havde jeg nok rejst lidt og gennemført en idræts- eller fysioterapeutuddannelse«.

Hvad står for dig som det største øjeblik i OL’s historie?

»Jeg vil nok sige OL i 1996, hvor vi (kvindehåndboldlandsholdet, red.) ender med at vinde det hele efter forlænget spilletid og straffekast. Jeg var ikke ret gammel, men det sidder stadig i mig«.

Har du et ritual, du skal igennem inden en kamp?

»Jeg forsøger at lade være med at have for mange ritualer. Man føler jo, at det hele kan vælte sammen, hvis man ikke lige får gjort sådan og sådan. Men jeg vil da sige, at jeg pakker tasken på samme måde hver gang, og jeg skal også have god tid, så jeg ikke stresser i sidste øjeblik. Ellers handler det om at få noget søvn og det rigtige at spise. Rutinen giver mig en vis ro«.

Hvad hader du mest ved at træne?

»Jeg kan godt lide at træne. Jeg kan godt lide at sætte mig nye mål og nå dem, og det skal være glæden ved sport og lysten til at forbedre sig, der skal drive værket. Og det er jeg slet ikke træt af endnu«.

Hvilken modstander vil du helst være foruden i London?

»Jeg glæder mig til at møde dem alle sammen, for det er nogle gode modstandere. Jeg glæder mig især til at møde Korea, for dem har jeg ikke selv mødt på A-landsholdet endnu. Jeg har mødt dem på ungdomslandsholdet, og det er en helt anden spillestil, end man er vant til. Koreanerne kan nogle helt fantastiske ting på egen hånd. Og så er der Spanien, har gjort ondt på os de seneste gange. Men det kan være, at tiden er inde til revanche«.

Hvilken sportsgren savner du ved OL?

»Det ved jeg ikke«.

Hvad er det fedeste ved at være Susan Thorsgaard?

»Jeg glæder mig rigtig meget til at løbe ind på banen og forhåbentlig se nogle rød-hvide farver på tribunen, og føle, at nu er jeg her, og nu er det nu. Den der fornemmelse i maven, forløsningen. Det er jo en kæmpe drøm, der går i opfyldelse«.

Send en hilsen til Susan