Tennisspillerne i Dansk Tennis Forbund (DTF) mangler en at spille med, når deres faste makker er forhindret.

Noget så simpelt har kostet DTF tusindvis af medlemmer i knap 20 år.

Forbundet og dets lokalunioner og klubber er for dårlige til at skabe de rette rammer, så tennisspillere i forskellige livsfaser og med forskellig baggrund for at ville spille tennis får tilstrækkeligt ud af kontingentet.

Langt fra storhedstiden
Det er en af årsagerne til, at tennisforbundet har mistet næsten halvdelen af sine medlemmer, konkluderer rapporten ’Tennis i Danmark’, som Idrættens Analyseinstitut har lavet for Dansk Tennis Forbund.

I 1990 toppede DTF med 118.173 registrerede medlemmer. Siden har næsten halvdelen meldt sig ud, og på trods af en fremgang på 1.800 personer sidste år er de nuværende 61.520 tennisspillere i DTF stadig langt fra tidligere tiders storhedstid.

LÆS OGSÅForbund beskytter talenterne

Undersøgelsen af, hvor og hvorfor Dansk Tennis Forbund har fejlet så markant, blev færdig i marts, og her konkluderes, at tennisforbundet er nødt til at skærpe opmærksomheden på, at tennisspillere ikke er en homogen gruppe med ens behov og ønsker.

Fire typer spillere
I grove træk kan tennisspillerne deles op i fire typer; konkurrencetennisspilleren, træningsmotionisten, klubtennisspilleren og købetennisspilleren, og hvis forbundet vil levere en vare, som tennisspillerne ønsker, skal der i højere grad tænkes i målgrupper for at skabe de rette tilbud til de forskellige typer spillere.

I 1990 var det in at spille tennis, siden er der kommet masser af andre idræts- og fritidstilbud, som er lettere at gå til i en travl hverdag, og interessen for spillet over nettet er generelt faldet.

Det er således klar tale, som tennistoppens ansvarlige kan læse sig til, og DTF-formand Henrik Klitvad er klar over, at posen skal rystes.

Færre bolde i luften
»I første omgang holder vi et bestyrelsesseminar i juni, hvor vi diskuterer rapporten grundigt og sikrer, at alle har forstået dens anbefalinger. Vi har lavet medlemsundersøgelser tidligere, men der er elementer i det her, som er nye, og som vi i høj grad kan tage alvorligt. Eksempelvis det med de fire tennistyper. Nu har vi fået en skabelon for, hvor vi skal rette vores tilbud hen, og det har vi nok ikke været så gode til tidligere«, siger Henrik Klitvad.

LÆS OGSÅTeam Danmark skal på slankekur

»Rapporten fortæller jo, at det er ikke vigtigt at have en masse bolde i luften, som vi har troet, men at det måske er bedre med færre bolde – og at vi så sørger for, at de bliver grebet ude i klubberne. Og her viser det sig jo, at det især er vigtigt at få lavet en makkerbørs, så det er lettere for folk at finde en at spille med«, siger Henrik Klitvad.

Anderledes struktur i DGI
Internationalt er der ikke en entydig tendens i tennissporten. I nogle lande spiller færre organiseret tennis, andre steder stiger antallet, og i helt tredje lande er medlemstallet stagneret. Og der er heller intet belæg for, at det er golfsporten, der har stjålet de tidligere tennisspillere, som den mest udbredte forklaring ellers har været.

Nogle er blevet golfspillere i stedet for tennisspillere, men det forklarer kun en lille del af frafaldet, konkluderer Karsten Østerlund, der står bag rapporten.

LÆS OGSÅTennisforbund vil fortsat fostre talenter

Fire femtedele af frafaldet skyldes medlemmer, der har meldt sig ud af deres lokale klub, mens den sidste femtedel skyldes klubber, der har meldt sig ud af tennisforbundet.

Det er ganske enkelt ikke attraktivt nok for især mindre klubber at være medlem af tennisforbundet, og flere er også uenige i, at knap en tredjedel af forbundets økonomi skal bruges på elitespillerne.

Fremgang hos lillebror
Derfor nøjes flere og flere klubber med at være medlem af Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), der også har tennis på programmet – og det til et lavere kontingent, bl.a. fordi DGI’s tennisspillere ikke skal være med til at betale for en elite, som den menige tennisspiller i DTF er.

DTF har ca. 5.000 medlemmer mere end DGI, men DGI har flere klubber end DTF, og Mogens Spangenberg, der er formand for DGI’s landsudvalg i tennis, er ikke i tvivl om, hvorfor hans organisation vinder terræn.

»Vi har haft en fremgang på noget nær 15 procent de seneste tre år. Det handler om nærhed, og om at spillerne oplever, at vi er til for dem. Vi er dobbelt så store som DTF talt på antal klubber, og alene det betyder, at vi har større markedsandel. Det betyder, at nogle har tilvalgt os, fordi de tilbud, vi har, passer til dem«, siger Mogens Spangenberg.

Filosofi er anderledes
»Jeg tror, det bunder i hele vores filosofi og måden, vi er organiseret på. Vi er jo ikke mere end maks. 50 km fra klubben rent fysisk. DGI har en decentral struktur, hvor vores landsledelse og alle vores instruktører og frivillige er placeret der, hvor klubberne er, og oven i købet integreret i dem. Det kan en central organisation ikke hamle op med«.

For fem år siden kiggede en flok universitetsstuderende nærmere på ungdomskulturen og bl.a. DGI, og her pegede de på, at træneren er en udsat post i klubberne. Samtidig havde DGI-klubberne en masse ældre medlemmer, som ikke havde lyst til at være træner, men der er alligevel muligheder.

»Hvis du spørger, om de vil være med til at modtage børn og unge, der gerne vil spille tennis – hvis I er 10 om det, så sker der noget oppe i hovedet – og så er det pludselig hyggeligt at hjælpe med at træne dem. Vi kan ikke noget alene, men vi kan en masse i flok, og derfor har vi en trænerpulje, der f.eks. her i Østjylland, hvor jeg er, har 35 instruktører til 80 klubber. Det betyder, at alle kender alle – og alle har et fælles mål«, forklarer Mogens Spangenberg.