»Terrorismens plage har lidt et historisk nederlag. Men det her er ikke al-Qaedas endeligt. Kampen mod disse kriminelle må fortsætte uden tøven«.
Det siger den franske præsident, Nicolas Sarkozy, efter nyheden om, at det er lykkedes USA at få ram på Osama bin Laden i hans tilflugtssted i Pakistan.
Tysklands kansler Angela Merkel er lettet over nyheden.
»Osama bin Landen var ansvarlig for flere tusinde uskyldige menneskers liv. Fredens kræfter havde succes i nat«, hedder det i en udtalelse fra den tyske regeringsleder.
LÆS OGSÅ Nekrolog: Mangemillionær, hellig kriger og massemorder
En verden uden Osama bin Laden er en bedre verden
»Meddelelsen om Osama bin Ladens død bringer lettelse til mennesker over hele verden. Han bar ansvaret for de værste terroristuhyrligheder, verden har set«, siger den britiske premierminister, David Cameron.
»Det er en stor sejr, at han ikke længere kan fortsætte sin verdensomspændende terrorkampagne«, tilføjer han.
Rusland: Terrorisme hævnes
»Hævnen over alle terrorister er uundgåelig«, hedder det fra Kreml, hvor det russiske styre understreger, at kun en fælles kamp mod den globale terrorisme kan give resultater.
LÆS
EU's præsident, Herman van Rompuy, og kommisionens formand, Jose Barroso, betegner i en fællesudtalelse Osama bin Laden som en »kriminel«.
»Hans død gør verden til et sikrere sted«, mener de.
Nordisk glæde
Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, konstaterer, at »en verden uden Osama bin Laden er en bedre verden. Hans had var en trussel mod os alle«, mens den norske statsminister, Jens Stoltenberg, erklærer sig tilfreds med, at al-Qaeda-lederen ikke længere kan fortsætte sin terrorkampagne.
Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, roser amerikanerne for en »storslået bedrift«.
»Dette er en rungende sejr for retfærdighed, frihed og for de demokratier, der resolut kæmper skulder ved skulder mod terrorismen«, mener han.
Kritik fra EU-parlamentariker
I Europaparlamentet er der imidlertid kritik af bin Ladens skæbne.
Formanden for menneskeretsudvalget, den finske Heidi Hautala fra De Grønne, siger til EUobserver, at bin Ladens død vil blive drøftet.
»Det var bedre, om han var blevet bragt for en dommer i live. Jeg er sikker på, at diskussionen vil fortsætte i blandt andet EU-parlamentet om, hvorvidt det var nødvendigt at slå ham ihjel«, siger hun og kræver samtidig USA's fangelejr på Guantanamo lukket.



























