Freddie var 16 år, da han blev dømt for væbnet røveri. Siden har han siddet 16 år i fængsel - syv af dem i isolation.

»Det er umuligt for folk at forstå, hvordan det er, selv om jeg forsøger at forklare det. Jeg har bare hele tiden prøvet og prøvet ikke at blive sindssyg«, siger Freddie, da politiken.dk spørger ham til, hvordan syv år alene føles.

I de syv år levede Freddie under det californiske fængselsvæsens regler for isolationsfanger. Regler, som en rapport fra Amnesty International i dag finder så ekstreme, at organisationen mener, at de bryder med FN’s forbud mod tortur. Det californiske fængselsvæsen afviser den påstand.

LÆS OGSÅ500 fanger i Californien spærret inde alene i over 10 år

Freddie tøver ikke med at kalde det tortur. Han boede i de syv år i et lille rum uden mulighed for at se andre mennesker. Breve fra familien kunne uden forklaring blive forsinket i månedsvis. Ofte blev den eneste tilgængelige mad serveret i halve portioner, og fangerne fik udleveret for lidt tøj.

Døgnets eneste afbræk var en kort tur ude i en tom betongård. Også helt alene.

»Ofte fik jeg ikke lov at være i gården så længe, som jeg havde krav på. Forestil dig, at du sidder helt alene i en celle altid. Det bliver meget vigtigt at være ude i gården engang imellem«, siger Freddie. Hans spinkle stemme stammer.

Seks måneders isolation blev til syv år
Han endte i isolation, fordi han havde overfaldet en medfange.

»Jeg er ingen helgen - jeg begik overfald for at overleve. Men selv om jeg havde udstået min straf i isolation, lod de mig ikke ud igen«.

Oprindeligt lød straffen for overfaldet på seks måneder. Da månederne var gået, fik Freddie imidlertid at vide, at han ikke kunne komme ud endnu.

LÆS OGSÅUSA's valglove kan afholde 10 millioner latinoer fra at stemme

Den besked fik han igen og igen igennem syv år. I de syv år fik han det californiske fængselsvæsens regler for isolationsindsatte at føle.

»Da jeg var 18 år, døde min mor. Fængselsvagterne kom til min celle og sagde: 'Din mor er blevet myrdet'. Jeg var skrækslagen. De gik bare igen. Jeg fik ikke lov at ringe til min familie. Sådan gjorde de med mange«, siger Freddie.

I et efterhånden mere og mere febrilsk forsøg på ikke at blive sindssyg forsøgte Freddie selv at fremstille udstyr, så han kunne male.

Sennep i maden gav gul maling
»Jeg brugte mit eget hår til at male med. Jeg lod det gro ud, så jeg kunne rive det af og bruge det som pensel«.

»Jeg prøvede at få farve ud af min mad. Jeg opdagede, at hvis jeg skrabede tryksværte af et magasin og blandede det med shampoo, fik jeg pink ud af det. Hvis der var sennep til maden, havde jeg gul farve. Sodavand kunne skabe grøn«, siger Freddie.

Trods opfindsomheden står tiden i isolation i dag som et mareridt i hans bevidsthed.

»Nogle gange følte jeg mig så nedtrykt. Især lørdage og søndage af en eller anden grund. De kunne være uendelige«.

LÆS OGSÅClint Eastwood til politiken.dk: Obama kan køre det hele af sporet

I dag er Freddie 32 år, og det er knap et år siden, han blev løsladt. Nu ved han, at hans mor dengang blev tilfældigt offer for et såkaldt drive by-shooting - et amerikansk udtryk for, at nogen skyder ud af vinduet på en kørende bil.

John har glemt, hvordan sollys er
For Patricia Aguilar er mareridtet langt fra overstået. Hendes 44-årige mand har de seneste knap 18 år siddet i fængsel – næsten 17 af dem i isolation – og isolationen har ingen slutdato.

»Han er ved at miste virkelighedssansen. Han kan ikke længere huske, hvordan varmt vand og naturligt sollys føles. Simple ting, som vi tager for givet, har han glemt«, siger Patricia Aguilar, da politiken.dk spørger til hendes mand, som vi her kalder John.

John afsoner en straf på 25 års fængsel til livstid, fordi han tre gange er blevet taget med stjålne varer. Dette princip kaldes i USA »3 strikes and you're out« og betyder, at man risikerer livstid, hvis man tre gange har gjort noget kriminelt – også selv om de kriminelle handlinger i sig selv er mindre.

De mange år har været i isolation, efter at fangevogterne meddelte ham, at en anonym medfange havde fortalt dem, at John havde været involveret i et overfald på en fange i et andet fængsel. Det hjalp ikke, at John kunne sige, at han ikke havde været i det fængsel på det tidspunkt, fortæller hans kone.

LÆS OGSÅUSA frygter at stå på tærsklen til en dansk Muhammedkrise

Siden har fængslet aldrig ladet ham komme ud af isolation igen. Straffen afsones i Californiens berygtede Pelican Bay-fængsel, hvor de små celler er uden vinduer. Det påvirker ham voldsomt, fortæller Patricia Aguilar:

»Han har mistet al pigmenteringen i sin hud, så han nu er helt bleg. Han har fået forfærdelig nedsat syn, fordi han døgnet rundt kun ser i meget dæmpet belysning«.

En dag fandt John en levende frø under sin ensomme udetid i betongården. I årene efter passede han frøen ved at finde insekter til den, som den kunne spise.

John eneste aktivitet forsvinder
En dag udbrød der sultestrejke blandt de indsatte i fængslet. Det skete i protest mod, at fangerne ikke kan få at vide, hvor længe de skal sidde i isolation. Da Patricia Aguilars mand meddelte fangevogterne, at han ville deltage i protesten, tog de frøen fra ham. Han har ikke set den siden.

»Jeg var meget glad for, at han havde den frø. Han har jo ingen menneskelig kontakt, så at passe den holdt hans hjerne lidt i gang. Den var den bedste gave, han kunne få«, siger Patricia Aguilar:

»Selv hvis han var det mest barbariske menneske i verden, kan jeg ikke se, hvorfor man skal have så ekstreme forhold. Mentale problemer bliver jo kun værre af, at de behandler folk sådan. Hvis fanger som ham en dag skal ud, har de kun gjort det hele værre«.

Tre breve om ugen
Patricia Arguilars arbejde ligger mange hundrede kilometer fra fængslet, og pengene er små, men hun prøver at få råd til at rejse op og besøge sin mand en gang om måneden.

»Jeg er bekymret for hans mentale helbred, og om han kan forblive ved sine fulde fem«, siger Pratricia Aguilar.

Hun skriver brev tre gange om ugen.

»Jeg bruger timer på at græde for at komme af med smerten. Han må ikke få telefonopkald, så han har aldrig hørt sine børnebørns stemmer. Men som mor og hustru må jeg holde ud. Han skal kunne bevare et håb om, at han har noget at komme ud til. Hvis han en dag kommer ud«, siger Patricia Aguilar, mens stemmen knækker.

Et sus af ensomhed
32-årige Freddie har i dag fået en kæreste og er ved at uddanne sig som maler. Men han kan ikke fornægte, at halvdelen af hans liv har været i fængsel. Særligt de syv år alene sidder stadig dybt i ham:

»Nogle gange får jeg en følelse af, at et sus af ensomhed går igennem mig. Jeg synker ligesom ind i mig selv – får lyst til at løbe væk og være helt alene. Jeg prøver at bryde ud af det. Det er bare ikke så let«, siger Freddie.

»Bare det, at du spørger mig om det, så jeg skal tænke tilbage på det, er en utrolig skræmmende ting. Jeg er lidt traumatiseret af det, må jeg nok indse. Er jeg egentlig normal? Jeg ved det ikke. Nu prøver jeg bare at komme videre«.