Efter knap 12 år er det slut.
De danske kampsoldater har i dag officielt trukket sig ud af området ved handelsbyen Gereshk i den afghanske Helmandprovins ved at forlade militærlejren Camp Price, hvor der har været danske soldater i seks år.
Her blev der holdt flere taler og en mindehøjtidelighed for de dræbte soldater, inden tre konvojer med 250 soldater kørte mod Camp Viking 30 kilometer væk.
Inden for 14 dage ventes de danske soldater at lande på dansk grund.
Har mistet 37 soldater
I løbet af de knap 12 år, det danske forsvar har været i Afghanistan, har i alt 43 danske soldater mistet livet heraf 37 i kamphandlinger, der alle har fundet sted ved Gereshk, mens antallet af dræbte Talebankrigere er mange gange højere.
Forsvaret vil ikke selv oplyse, hvor mange talebanere der er blevet dræbt, men kilder i forsvaret har tidligere sagt til Politiken, at tallet kan være over 1.000.
LÆS MERE
Christians krop er i konstant alarmberedskabDanmark har i hovedparten af krigen bidraget med op til 750 soldater i de absolut farligste dele af Afghanistan. Det har kostet statskassen 11,4 milliarder kroner til forsvarets indsatser.
Få soldater bliver
Fra januar 2002 til 1. juli i år har forsvaret udsendt 9.500 medarbejdere til Afghanistan, oplyser Forsvarets Personeltjeneste.
I begyndelsen bidrog Danmark med specialstyrker til den amerikansk ledede krig mod Taleban og al-Qaeda.
Senere deltog Danmark i FN's internationale sikkerhedsstyrke. Fra 2003 har de danske soldater været en del af ISAF-styrken, som er en Nato-ledet koalition, der har soldater fra i alt 42 lande – herunder 26 Nato-lande.
Først i 2006 kom danskerne til Helmand, hvor de efter få uger blev involveret i de blodigste kampe siden 1864.
LÆS OGSÅ Forsvaret nægter at afsløre, hvor mange talebanere, danske soldater har dræbt
Fra august bliver 300 danske soldater i Helmand.
Styrken er bygget op omkring de danske kampvogne, der fortsat skal deltage i egentlig ildkamp, hvis det bliver nødvendigt.
Kampvognenes vigtigste opgave bliver at sikre tilbagetrækningen af de resterende vestlige soldater i Helmand inden udgangen af 2014.
fortsæt med at læse


























