Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 17. apr. 2007 KL. 00.31

George W. Bush vil ikke stramme våbenloven

Mindst 33 dræbt ved USA's hidtil værste skolemassakre. Præsident George W. Bush står fast på amerikanernes ret til at bære våben.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

»Det er fortvivlende, at vi intet har lært«, lød reaktionen til britiske BBC fra Marjorie Lindholm, der var blandt de overlevende, da 12 studerende i april 1999 blev skudt på gymnasiet i Columbine, Colorado.

Massakren dengang i Columbine kom mindre end et år efter, at borgmestre fra 60 amerikanske storbyer havde været samlet til, hvad man dengang kaldte et ’historisk topmøde’ for at diskutere, hvad man dog kunne gøre ved de mange episoder med vold og skuddrab på landets skoler.

Tre skudepisoder på to uger
Massakren i Blacksburg, Virginia kom tilsvarende et halvt år efter, at præsident George W. Bush åbnede endnu et såkaldt topmøde med nøjagtig samme formål:

At få idéer til, hvad man dog kan gøre for at komme skoleskydningerne til livs.

I oktober sidste år var det som reaktion på tre skudepisoder inden for to uger – deriblandt skuddrabet på fem amishpiger på en landsbyskole i Pennsylvania.

Reform af våbenloven
Skudepisoderne sidste år satte igen kortvarigt gang i en debat om en reform af den amerikanske våbenlovgivning.

Den varierer fra stat til stat, men udgangspunktet er en paragraf i forfatningen, der garanterer amerikanerne retten til at bære våben.

Efter skudepisoderne sidste år var der en del, der opfordrede til en stramning af våbenloven. Men andre foreslog modsat, at man som supplement til metaldetektorer, ordensregler og vagtværn skulle bevæbne amerikanske lærere, så de kunne deltage i beskyttelsen af deres studerende.

Den sidste tanke blev prompte afvist af justitsminister Alberto Gonzales, da han blev interviewet forud for ’topmødet’ 10. oktober om bekæmpelse af skolevold.

Men Gonzales afviste samtidig forslag om at skærpe våbenloven.

»Det, vi vil gøre, er at sende et meget klart signal om, at der vil være alvorlige konsekvenser, hvis man bruger våben til kriminalitet. Vi har gode love til at håndtere denne her form for kriminalitet. Under Bushadministrationen fokuserer vi mest på at håndhæve den eksisterende lovgivning«, sagde Gonzales til CNN i oktober.

Retten til at bære våben
Da Bush stillede sig foran kameraerne og læste en kort kondolence- og bekymringsmeddelelse højt for nationen, nævnte han ikke nogen konkrete bud på, hvad man kan gøre for at undgå en gentagelse.

»Skoler skal være ramme om sikkerhed, helle og undervisning. Når det bliver krænket, kan det mærkes i hvert eneste amerikansk klasseværelse og hver en del af samfundet«, sagde Bush.

Timer forinden havde hans talsmand allerede gjort det klart, at Bush er på linje med, hvad hans justitsminister sagde for et halvt år siden.

»Præsidenten tror på, at folk har retten til at bære våben. Men også på, at man skal overholde loven«, sagde talsmanden.