Et kompagni danske soldater plus en række støttefunktioner skal ifølge forsvarets planer allerede næste år udstationeres i et baltisk land. Sammen med britiske soldater skal de være med til at afskrække præsident Putin og Rusland fra at fortsætte den aggressive sikkerhedspolitik, som har ført til annekteringen af halvøen Krim og krigen i det østlige Ukraine.
Folketingets Udenrigspolitisk Nævn er endnu ikke blevet orienteret om beslutningen, der skal træffes før Nato’s topmøde i Warszawa i starten af juli, men en række centrale kilder i forsvaret bekræfter over for Politiken, at planlæggerne arbejder med detaljerne i udsendelsen. Der vil formentlig blive tale om udstationering i Estland, som sammen med Letland har den længste grænse til Rusland.


























