En sjælden politisk begavelse forlader Det Hvide Hus.

Men USA har ikke hørt det sidste til Karl Rove.

To danske eksperter i amerikansk politik er enige om, at toprådgiveren Karl Rove rager langt op over gennemsnittet blandt de præsidentrådgivere, der i tidens løb har betrådt gangene i Det Hvide Hus.

Højskolelærer Mads Fuglede ser Karl Rove som en visionær strateg, der - både med og uden beskidte tricks - byggede koalitioner mellem vælgergrupper, der normalt ikke kunne være i stue sammen.

Vinderkombination
Koalitionerne, der valgte George W: Bush i 2000 og 2004 omfattede f.eks. et voksende antal spansk-talende vælgere, der blev hevet ind fra Demokraternes lejr.

Andre grupper var neo-konservative, gammelkonservative og evangelister, der lærte at leve med indbyrdes uenigheder om Kristi genkomst for at sikre, at Republikanerne på det meget lange sigt kunne dominere USA's politiske landskab.

»Karl Rove er blevet opfattet som en Darth Vader (superskurken i Stjernekrigs-filmene fra 1977-83, red.), der styrede sin præsident til at begå alt muligt ondt. Men billedet er langt mere nuanceret«, siger Mads Fuglede til politiken.dk

»Rove kunne alt det, Bush ikke selv magter. Og omvendt. Det blev en vinderkombination«.

Kombinationen af en jordnær præsident, der talte usnobbet og ligefremt til de gennemsnitlige vælgere og en rådgiver, der var mester i beskidte tricks for at eliminere politiske modstandere, viste sig at være et makkerpar, der sikrede Republikanerne to embedsperioder med Bush ved roret, påpeger Mads Fuglede.

»Man skal erindre sig, at Bushs modstandere i egen lejr, altså Republikanerne, i valgkampen i 2000 fremstillede ham som ubegavet. Men i de afgørende debatter tog Bush føringen med sin folkelighed«, siger Fuglede.

Republikanerne i krise
Professor Niels Bjerre-Poulsen på Copenhagen Business School er enig i bedømmelsen af Rove som et enestående politisk talent. Men det eftermæle, der står tilbage, er ikke kønt. Vælgerne svigter i stort tal.

»Ingen af de mulige republikanske kandidater ønsker at lægge sig i slipstrømmen fra Bush og Rove. Det handler for dem om at lægge afstand til Roves periode. Det store gamle parti har det svært for tiden«, siger Bjerre-Poulsen. Han mener, at Rove de kommende ti år slet ikke vil være et aktiv for kommende republikanske ledertyper.

Men Mads Fuglede advarer mod at undervurdere Rove.

»Jeg tror ikke på, at Bush har fyret ham. Rove har selv valgt tidspunktet for at gå. Og på det lange sigt er han for stor en begavelse til at kunne holdes nede«, siger Fuglede.

Både Niels Bjerre-Poulsen og Mads Fuglede mener, at tidspunktet for Roves afgang har en sammenhæng med tilstanden i valgkampen. Demokraterne vil ikke kunne udlægge Roves exit som en politisk sejr efter de mange angreb, de har rettet mod rådgiveren.

Karl Rove vil blive husket som én, der bragte præsidentembedet ud på kanterne af det moralsk og juridisk forsvarlige. Men både Bjerre-Poulsen og Mads Fuglede peger på, at Rove havde visioner om at ville knytte alliancer mellem grupper af vælgere, der ellers lignede modstandere.

Indvandringsreform slog fejl
»Et af de store projekter, der slog fejl var den nylige reform af immigrationslovgivningen. Rove og Bush ville komme de mange spansktalende vælgere, der hovedsaligt stemmer på Demokraterne, i møde, og reformen skulle gøre det legalt for de flere end 12 millioner hispanics at blive en del af det amerikanske samfund. Men her var Kongressens modstand for stor«, siger Bjerre-Poulsen.

Endelig noterer Mads Fuglede, at der i det sydvestlige USA (Arizona, Utah, Colorado, Nevada, New Mexico, Californien) er klare tegn på, at traditionelle konservative er utilfredse med ikke mindst Bush-periodens økonomiske politik (store budget- og handelsunderskud og en svækket dollar). Disse vælgere spørger: Er det, hvad vi forstår ved konservativ politik?

Karl Rove efterlader med andre ord et republikansk kerneland i opbrud.