»Da jeg hørte, at lufthavnen var blevet indtaget, gik jeg ned i kælderen og bad til Allah, før jeg faldt i søvn. Jeg var sikker på, at byen ville være i kaos, når jeg vågnede. Alle gaderne ville være spærret af, og amerikanske kampvogne ville rulle i gaderne«, siger Mawra, en ung kvinde, som fredag morgen skyndte sig af sted til det eneste sted, hun kunne købe brød.

»Men så vågnede jeg, og alt var helt stille. Måske har de ikke indtaget Bagdad alligevel«, tænkte jeg.

Total usikkerhed
Indbyggerne i Bagdad lever i total usikkerhed om, hvad der vil ske med deres by. Hver dag bliver de bombarderet med meldinger fra forskellige kanaler.

Mens de irakiske medier fredag bekræftede, at lufthavnen var blevet erobret af amerikanerne, men at den hurtigt ville blive vundet tilbage af irakerne, meddelte de udenlandske kilder, at koalitionsstyrkerne rykkede stadig tættere på den irakiske hovedstad. De havde også givet lufthavnen et nyt navn.

Ifølge koalitionsstyrkerne hedder den ikke længere Saddams Lufthavn, men Bagdad Lufthavn.

Tror ikke på det
»Jeg tror ikke på, at de har nået at indtage flyvepladsen endnu», siger en kvinde, som sidder på gulvet i den store moské, Abu Hanifa An Numan, med et barn i favnen. Moskeen er stuvende fuld.

De, der ikke har fået en plads, sidder uden for moskeen, som har to afdelinger: en stor til mændene og en mindre til kvinderne.

»Jeg beder for mine børn, for Bagdad, for soldaterne ved fronten«, siger hun, mens tårerne løber.

»Det er på grund af al den stress, frygten og presset«, forklarer hun.

'Amerikanske barbarer'
Mullahen holder en lang tale under en ceremoni, der er gennemsyret af dét, der præger Bagdad i disse dage - frygt og usikkerhed.

Alvorlige ansigter så stift på mullahen, som stod på et podium for enden af rummet. Han kaldte amerikanerne for barbarer.

»Deres aggression har vist os, hvor hadefulde de er overfor den arabiske verden. Dette er en beskidt krig. Husene falder nedover hovedet på folk. Babyer dør i deres mødres arme. Missiler er blevet sendt mod vores hellige steder«, råbte den kendte mullah, Abdul Ghafour al Qasi. Han skød også med skarpt mod de arabiske lande, især mod Saudi-Arabien, der ifølge mullahen har solgt sig selv til USA.

'Har forrådt os'
»De har forrådt os og har ovenikøbet jævnet vejen for fjenden. De arabere som støtter amerikanernes drab på muslimerne i Irak, fortjener en plads i helvede. Vi beder til Allah om at befolkningen i disse lande rejser sig mod deres ledere og gør oprør!«.

Normalt holder mullahen én tale, før alle beder. I specielle situationer som nu afbrød han flere gange talen og opfordrede til bøn. Til sidst kom han med en konkret opfordring:

»Lyt ikke til forrædernes kanaler. Dette er en mediekrig. De forsøger at svække vores modstandsvilje, og den der videregiver forkerte nyheder, er en synder!«.

Brændemærket
Ruqai var ikke i moskeen i går. Ruqai går ingen steder længere. Hun har ikke været ude, siden de første bomber faldt over Bagdad for over to uger siden.

»Da elektriciteten gik i nat, begyndte jeg at ryste. Jeg vidste, at nu var det alvor og jeg kunne ikke sove, Jeg kan ikke spise, ikke sove, ikke tænke. Jeg bliver helt ødelagt af bomberne«.

Ruqai bor alene med sine fem børn i et lille hus på den anden side af pladsen foran den enorme moské. I dag er flere af dem på vej til broderens begravelse.

Broderen død af chok
»Han døde af chok i nat, hans hjerte stoppede under et af de hårde bombeangreb«, fortæller Ruqai.

Selv tør hun ikke gå ud. Hun kan ikke få sig selv til at forlade huset.

»Han var yngre end mig«, sukker hun, »men jeg føler mig døende selv«.

Datteren forsøger at berolige moderen.

»Der er ikke større risiko for, at en bombe rammer dig på vej til begravelsen end at den rammer dig herhjemme«, siger hun prøvende.

Mistede manden i krig mod Iran
Men Ruqai har fået nok af krig, hun er allerede mærket. Hun mistede sin mand i 1986 under krigen mellem Iran og Irak.

»Han kom hjem i en kiste, helt forbrændt. Jeg kunne ikke se på ham«, siger hun. Tre af hendes søstre mistede også deres mænd under krigen mod Iran. En af dem har aldrig fået at vide, hvad der skete med manden. Han er stadig meldt savnet, og hun har ikke fået nogen dødsattest.

Fem år efter at Ruqais mand brændte ihjel, blev den ældste søn sendt i krig mod Kuwait. Han blev dræbt, inden han havde været der en uge. Ruqai orker ikke at fortælle mere om det.

Vi var lykkelige
»Jeg kunne leve et lykkeligt liv. Vi var lykkelige! Men krigene har ødelagt mit liv. Taget dem jeg elskede fra mig«.

Ruqais hus er fuld af blomster. En hel væg med hylder er fyldt med plastikblomster. Roser, tulipaner, solsikker, lange ranker med flettede blomster, høje vaser. Kniplede tæpper hænger henover sofaen og stoleryggen. Alt er enkelt og sirligt i det lille hus.

»Nu kan jeg ikke længere overkomme at lave noget. Ikke vaske, ikke rydde op, jeg orker ingenting. Jeg sidder bare og læser i Koranen«, siger Ruqai stille.

Hun har ikke plads til flere af krigens sår.

Oversættelse: Nina Skyum-Nielsen