I den tynde og klare luft i Chiles Atacamaørken ligger det 3 km høje bjerg Cerro Armazones, hvor Det Europæiske Sydobservatorium (ESO) – med dansk deltagelse – netop er begyndt opførelsen af det, som om ti år bliver verdens største teleskop, E-ELT (European Extremely Large Telescope).
Teleskopets kæmpestore spejl med en diameter på 39 meter vil gøre det muligt at afsløre detaljer på overfladen af planeter i kredsløb omkring fjerne stjerner – de såkaldte exoplaneter. I samme tidsrum opsender rumfartsorganisationerne Nasa og ESA specialdesignede rumteleskoper, som skal lede efter exoplaneter, hvor forholdene på overfladen minder om dem, vi har her på vores egen planet, Jorden.





























