Når man bliver inviteret til fint selskab, er det almindelig skik, at man ikke håner de andre tilstedeværende. Men det var ikke just sådan, den amerikanske præsident, Barack Obama, opførte sig, da han i dag talte til Den Afrikanske Union - en forsamling af 54 afrikanske lande med hovedsæde i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.
»Lad mig være ærlig over for jer - jeg forstår simpelt hen ikke det her. Jeg er i min anden embedsperiode ... jeg elsker mit arbejde, men ifølge vores forfatning kan jeg ikke stille op igen. Jeg mener faktisk, at jeg er en rimelig god præsident. Jeg tror, at hvis jeg stillede op igen, kunne jeg vinde, men det kan jeg ikke«, sagde Obama med henvisning til, at den amerikanske forfatning kun tillader præsidenten at sidde i to embedsperioder.