Først ved årsskiftet opnår Casper Pedersen aldersmæssigt status som senior, men det har ikke hindret det alsidige stortalent i inden for de seneste måneder at markere sig brillant på højeste niveau i den internationale elite.
Den 18-årige gymnasieelev går således ind i 2015 som samlet nr. 2 i Den Internationale Cykelunions World Cup på bane i den olympiske disciplin omnium efter de to første af sæsonens tre stævner.