Foran Anna Emilie Møller lå en sommer, to europæiske mesterskaber og et svært valg. For hun var nødt til at vælge, hvilket mesterskab hun ville deltage i. Det ene med holdet og basketsporten, hun havde kendt, siden hun var helt ung, og det andet i sit relativt nye sidegesjæft som individuel atletikudøver.
I det meste af 2015 havde Anna Emilie Møller haft held til at passe begge sportsgrene på eliteniveau. Spille sig til endnu et B-EM med basketlandsholdet og kvalificere sig til sit første U20 EM i atletik. Og det sidste trak i hende. Her var der mulighed for at nå langt, og Anna Emilie Møller kunne mærke, at hun havde talent. Til sidst valgte hun atletikken.