Fjerprydelsen, cocar, giver styrke og den sorte ansigtsmaling beskytter, fortæller Miraté Ka’apor, leder af de brasilianske Ka’apor-indianere selvbestaltede korps af skovbetjente.
Men bue, pil og ansigtsmaling er ikke længere nok for de cirka 2.300 medlemmer af Ka’apor-folket, som lever i reservatet Alto Turiaçu i den østlige udkant af verdens største regnskov, Amazonjunglen, og som år for år har set savværker og kvægfarme æde sig ind på deres territorium for at stjæle det værdifulde tømmer, fælde regnskoven og omdanne den til græsgange og værdiløst buskland.
De er derfor netop nu i færd med at opsætte kamerafælder, der kan afsløre tømmertyvene, og GPS-sporingsudstyr som kan forfølge lastbiler og traktorer, der invaderer deres skov.
»De siger, at indianere ikke kan finde ud af at bruge computere og GPS«, siger Miraté, mens han på en bærbar PC tjekker, om hukommelseskortetet i et kamera opsat ved et af de ulovlige hjulspor, der fører ind i skoven, har fanget noget de seneste dage. »Men vi har brug for teknologien. Kameraerne skal hjælpe os, og vi skal nok finde ud af at sætte dem op på skjulte steder, så de ikke bliver opdaget, for vi ka’apor-folk er smartere end dem«, forsikrer han.
Det er en risikabel mission han og de andre er ude på, for trusler og vold florerer i området. Derfor har vi lovet ikke at fotografere deres ansigter og gengive deres rigtige navne.
Træet er dødt
I denne omgang har kameraet fanget en jæger på vej ind i området på ulovlig vis. Længere inde i skoven finder patruljen væltede træer som ligger savet op i stammer, klar til at blive kørt bort.
»Det er et faveira-træ (i familie med det ’gule flammetræ’ eller gul flamboyant, red), som måske er 500 år gammelt«, konstater Miraté Ka’apor med vrede og sorg i stemmen. »Hvor meget det er værd? Alene dette træs historie er dyrebart, det kan ikke gøres op i penge. Det har givet næring til mange dyr og mange fugle, som vi igen har ernæret os af. Nu er træet dødt«.
For skovhuggerne er det derimod ganske gratis at stjæle og sælge tømmeret for 4-5000 kr. per kubikmeter.
De 12 frivillige skovvagter er iklædt trøjer i skovens grønne farve, som Ka’apor-indianerne selv har designet og fået fremstillet i byen. De optræder i flok og de har tidligere vist, at de ikke er til at spøge med – for et år siden overfaldt de en gruppe skovhuggere, som trods gentagne advarsler ikke havde fattet budskabet, de strippede dem og svinebandt dem og satte ild til fem lastbiler, tre traktorer og bunker af ulovligt fældede tømmerstokke.
Dokumentation: Se indianernes straffeaktion mod skovhuggerne for et år siden her
Det er på den baggrund, at Ka’aporfolket har taget sagen i egen hånd, og Miraté Ka’apor føler ingen dårlig samvittighed over at have gået til fysisk angreb mod skovhuggerne.
»Når vi ser fremmede på vores område, bliver vi vrede. Vi stjæler ikke fra dem, vi hugger ikke grøntsager i deres haver eller tager varer i butikkerne uden at betale – så skal de heller ikke stjæle fra os«, siger han.
Han lægger heller ikke skjul på, at skovhuggere, der bliver grebet på fersk gerning igen og igen, risikerer konsekvenser:
»Når vi møder den samme person for tredje gang fortjener de, at vi gør noget ved dem. Derfor tager vi nogle gange tøjet fra dem og binder dem til træerne. Det sker også nogle gange, at de falder og brækker deres ben«, siger han.
En bølgende frontlinje
Ka’apor-indianernes territorium dækker et område på 530.000 hektar eller halvanden gange Fyns areal i delstaten Maranhão i det nordøstlige Brasilien – et område som de i øvrigt deler med nogle hundreder medlemmer af Awa-Guajá-stammen, en af de indianske grupper som endnu lever uden kontakt med »civilisationen«.
Her er Ka'apor-indianernes land. Zoom selv ind og ud på kortet:
Men ét er streger på landkortet, noget helt andet er virkeligheden, hvor reservatets usynlige grænser konstant bliver overskredet af de omliggende befolkningsgrupper i jagten efter ædeltræ, vildt og jord. Hjulspor og jordveje baner sig vej ind i udkanten af den tætte jungle, hvor Ka’apor-indianernes landsbyer og bopladser skjuler sig dybt inde i skoven. Marker og græsgange æder sig ind på regnskoven, over 8 procent af skoven er allerede ødelagt.
»Skoven er vores hjem, men den har længe været et hus med huller i taget«, siger Miraté Ka’apor. »Hvem har lavet hullerne? Det har myndighederne og savværkerne. I et hus, hvor det regner ind, kan man ikke sætte sine hængekøjer op men må stå op og sove«, forklarer han.
En ny start
Igen og igen har Ka’apor-indianerne bedt de brasilianske myndigheder om at sikre bevogtningen af reservatets grænser og stoppe de mange indtrængende. Men ansvaret er fordelt på mange forskellige regeringsinstanser, som alle fattes penge og personale, og ingenting skete.
I 2013 tog Ka’apor-indianerne macheten i egen hånd og oprettede korpset af skovvagter. De lukkede den første vej ind i området i 2013. De smed skovhuggerne ud, lukkede én for én de øvrige adgangsveje ind i reservatet, og for at sikre sig, at skovhuggerne ikke vender tilbage, bosatte en række familier sig på de forladte tømmerpladser for at grundlægge nye landsbyer.
Sådan en ny landsby er Jaxipuxirenda. Det betyder »skildpadde-spisernes sted« på Ka’apor-sproget og her er seks familier flyttet ind, har bygget hytter og ildsteder, spændt deres hængekøjer op og er begyndt at plante maniok, bananer og græskar på små marker i randen af skoven.
»Der var blevet fældet meget, og der var en konstant trafik af skovhuggere, men nu er det slut. Vi kommer til at genplante mange træer her«, fortæller en af de nye bosættere, Koringa.
I alt har Ka’apor-folket grundlagt otte nye bopladser i territoriets randzone ud over de ti landsbyer, de i forvejen bebor inde i hjertet af skoven. Og meget tyder på, at de nye landsbyer hurtigt vil blive fyldt op, for alene her på bopladsen er der 20 glade og nysgerrige børn – den næste generation af Ka’apor-folket er i færd med at vokse op.
Trusler og vold
Spørgsmålet er, om indianerne fra nu af får lov at leve i fred. Det er der hidtil ikke meget, der tyder på.
I april i år blev en af indianernes mest respekterede ledere, den 57-årige sundhedsarbejder og tidligere høvding Eusebio Ka’apor, dræbt i et baghold – skudt i ryggen da han sammen med en stammefælle kom kørende på motorcykel gennem en af byerne udenfor reservatet, hvor indianerne kommer for at købe ind og ordne nødvendige ærinder med myndighederne.
Indianerne er vrede over mordet, men har ikke tænkt sig at stoppe, forsikrer en anden af deres ledere, Samirú, som selv forleden dag følte sig truet af en af de lokale savværksejere, da han havde et ærinde i byen.
»Han ville vide hvor den og den var henne, men jeg løj og sagde: Jeg er først lige kommet, jeg ved ikke hvor de er. Vi er ikke bange. Jeg er ikke bange for noget. Hvis jeg dør, kommer der fem mere i stedet for mig«, siger Samirú.
Alene i de tre dage, vi opholder os i området, er der to eksempler på, at indianerne modtager trusler så snart de bevæger sig udenfor reservatet.
Hele regionen befinder sig i en tilstand af spænding. Umiddelbart inden vort besøg blev en anden miljøforkæmper myrdet i et baghold – denne gang var det ikke en indianer, det gik ud over, men småbonden og miljøforkæmperen Raimundo Rodrigues, som var medlem af bestyrelsen for det beskyttede naturområde Gurupí, som støder op til indianernes område.
Kort efter at vi har forladt området, melder Ka’aporindianerne om, at der er dukket væbnede pistolmænd op i området, hyret af de lokale savværksejere og kvægfarmere.
Korruption og afmagt
Alexandre Soares fra Brasiliens uafhængige forbundsanklagemyndighed – en slags mellemting mellem en ombudsmandsinstitution og statsadvokatur – bekræfter, at der er en sammenhæng mellem mord, trusler og regnskovens fremtid.
»De to beskyttede områder er del af en delvist sammenhængende kæde af reservater, som rummer hovedparten af det, der er tilbage af Amazonas-regnskoven i denne region. De tilstødende områder, der havde værdifuldt tømmer, er ribbet, så derfor vokser presset fra savværkerne i de tilstødende områder og byer«, siger han.
Satellitbilleder og luftfotos af Amazonjunglen viser klart, at det er på de indianske territorier og andre beskyttede områder, at regnskoven er bedst bevaret – udenfor fortsætter skovrydningen, selv om loven burde begrænse fældningen til mellem 20 og 50 procent af den enkelte ejendom.
Der er også omfattende regler for fældning af det kostbare tropiske ædeltræ, men jævnlige skandaler og politiaktioner viser, at reglerne bliver omgået af savværker, tømmerhandlere og korrupte embedsmænd, fortæller Alexandre Soares.
»Der er foretaget fængslinger i store politiaktioner af savværksejere og hackere, der brød ind i it-systemerne for at forfalske tilladelser til at fælde skov«, siger han.
»Sidste år havde vi en ny korruptionsskandale, hvor 19 ud af 25 miljøinspektører hos Ibama, den brasilianske miljømyndighed der beskytter skoven, viste sig at være involveret. Nogle af dem blev fængslet, andre blev afskediget, men det betyder, at der nu kun er seks uddannede miljøeksperter til at beskytte al skov i hele delstaten«, fortæller han.
Imens går tiden, skoven bliver fældet og mennesker dræbt.
»Dette oprør fra Ka’apor-indianerne er en protest mod statens inerti«, siger Alexandre Soares. »I hele dette enorme område, hvor der lever indianske folk som Ka’apor og Awa-Guaja, er der ikke en eneste miljøinspektør. Der er ingen medarbejdere at sende ud, ingen udstyr, ingen infrastruktur i områderne, som er alt for store til at beskytte«.
Hjælpen fra Greenpeace
Overvågningen med skjulte kameraer er imidlertid en metode, som Greenpeace håber kan hjælpe til at nedtrappe konflikterne og mindske volden, forklarer Marina Lecorte, kampagnemedarbejder fra Greenpeace Brasilien.
»Ved hjælp af kameraerne og GPS-udstyret kan indianerne indsamle bevismateriale og overgive til myndighederne, i stedet for at de selv føler sig nødsaget til at angribe skovhuggerne«, siger hun.
De skjulte kameraer reagerer på bevægelser og temperaturforandringer med at optage ti sekunders video per gang – små klip som kan dokumentere trafikken ud og ind og afsløre nummerplader på lastbiler m.m. Der er hverken internetdækning eller mobilsignaler i området, så med ugers eller måneders mellemrum skal indianerne forbi og aflæse hukommelseskortene og måske flytte kameraerne til nye positioner.
Griber de en lastbil på fersk gerning inde på deres område behøver de ikke længere konfiskere den og brænde den af – de kan i stedet nøjes med at standse den, og hvis de kan aflede chaufførens opmærksomhed og diskret anbringe en GPS-sender på bilen, kan Greenpeaces personale tusinder af kilometer derfra følge lastbilens videre færd som små lysende blips på computerskærmen – hele vejen til savværket eller kvægfarmen.
Ifølge Brasiliens forfatning er det statens pligt at beskytte regnskoven og indianernes territorium, siger Marina Lecorte. Men Ka’apor-lederen Miraté stoler ikke på myndighedernes løfter.
»Vi har selv brug for udstyr, for computere og teknologi«, siger han. Og han lover, at indianerne ikke lader sig true til at give op.
»Min far er 60, han kæmpede også, og i dag står jeg her og løfter byrden sammen med mine slægtninge. I dag har vi gjort rent i vores hus og tætnet hullerne i taget. Nu er vi i gang med at få haven til at blomstre igen«.
Politiken besøgte Ka’apor-indianerne på invitation fra Greenpeace, som betalte den lokale del af rejsen. Af sikkerhedshensyn optræder de indianske ledere under opdigtede navne i artiklen.
fortsæt med at læse
