Meget mere end Oktoberfest: Tysklands sydligste by er (næsten) en by i Italien
Folk overser München, når de har kurs mod sydeuropæiske byer, og de glemmer ofte de tyske alper, når de har kurs mod bjergene. Men München kan meget mere end Oktoberfest, bjergene kan levere meget mere end alpeidyl, og man behøver ikke tage til Italien, Frankrig eller Spanien for at kunne surfe, solbade, svømme eller chille sig gennem ferien.
Der er ingen ledige borde på terrassen, som ligger i hjørnet af en park. Der er græsplæner og springvand i midten af parken, og den er indrammet af arkader af søjlebårne buer. Kvindernes lyse sommerkjoler lyser op mod de bordeaux-røde duge og parasoller, som er sponsorerede af Campari. De matcher de drinks, tjenere i kjole og hvidt balancerer med på fyldte bakker. Tjenerne haster rundt mellem bordene og langer drinks – Aperol og Campiri spritz – ud til gæsterne i et væk. Et stenkast fra bordene spiller en gruppe ældre herrer petanque på gruset, og på plænen ligger ungdommen og slænger sig i solen.
Vi er få minutter fra Münchens historiske centrum, hvor turistbutikker sælger billige lederhosen og dirndl-kjoler, men i ånden er vi langt fra Oktoberfest. Her på Schumann’s, en institution i München, drikker man spritz og ikke fadøl, man går i designerkjoler og ikke dirndls, og man spiser antipasti og ikke pølser.
Det tager omkring 11 timer at komme til München fra enten København eller Aarhus med tog, og der er flere daglige afgange. Der er ikke nogen direkte tog, men med et skift i Hamborg er man fremme.
De tyske toge har restaurantvogne, hvor man kan sidde og spise eller drikke et glas riesling. En enkeltbillet koster som regel mellem 500-1000 kroner afhængigt af rejsetidspunktet.
Klik her og læs mere
»München er den sydligste storby i Tyskland, og på mange måder har byen mere til fælles med Milano end Berlin«, siger Nouri Elmoussaoui, som er baren og restaurantens manager.
Han skygges af den karismatiske ejer, Charles Schumann, som er lige så kendt for sit aldrende filmstjerne-look som for at have skrevet Tysklands første cocktail-bibel (The American Bar: The Artistry of Mixing Drinks). Den skrev han efter at have arbejdet som bartender på den legendariske cocktailbar Harry’s New York Bar i Paris og efterfølgende at have introduceret det fadølselskende tyske folkefærd for martinier, spritzes og sours på sin egen bar i München.
»Det var en revolution, da Charles udgav bogen, og selvom vi ikke er hundrede procent tro mod opskrifterne længere, så kan man ikke underkende hvor stort et kulturchok, den førte til«, siger Nouri Elmoussaoui. »Og det er ikke tilfældigt, at det var i München at aperitivo-kulturen fandt sit tyske hjem«.
Tæt på alperne og langt til Tyskland
Da danske David Barnwell for ti år siden ankom til München troede han, at han ville blive et halvt eller helt år. Det er et bryllup, to børn og en håndfuld jobs siden, for han forelskede sig hårdere i den sydtyske by, end han havde forudset.
»Danskerne har en tendens til at tage til Hamborg eller Berlin, hvis de vil til Tyskland, eller længere sydpå, hvis de vil til Sydeuropa«, siger han. »Men nu hvor vejret begynder at blive lækkert, så er der - med lidt god vilje - lidt Sydeuropa over byen. München vil gerne være den nordligste by i Italien, og nogle gange føles det, som om at den lykkedes med det«.
Han sidder på en moderne biergarten i Giesing, et af byens hippe kvarterer, en kort gåtur fra Isar-floden. Der er proppet langs dens bredder, hvor de fleste solbader og et par modige münchenere bader; vandet i den hurtigt-flydende flod kommer fra bjergene, og det er lige så iskoldt som det er krystalklart. Lidt udenfor byen er der strandbarer med liggestole og stribede parasoller, og hvis man bevæger sig endnu længere fra centrum er der badesøer. De fleste tænker nok på Tyskland som et land i Nord- eller Middeleuropa, men her i München, hvor solen brager ned og der er kortere til Milano, Wien, Zürich og Strasbourg end til Berlin, føles det som et mere sydligt - og internationalt - land.
Det er noget af det, David Barnwell faldt for ved byen. Han arbejder indenfor den kreative del af reklamebranchen, men har også et sidegesjæft som fotograf. Og så lancerede han tidligere i år nyhedsbrevet Fein, som er en guide til alt det bedste fra Tyskland. Landet har nemlig meget mere at byde på, end de fleste danskere tror, og det gælder især det sydtyske, som de fleste ignorerer, når de har kurs mod strande på den franske riviera, skiresorts i Østrig eller bjergbyer i Italien.
»Når du fortæller folk, at du bor i München, er det første de tænker på lederhosen og Oktoberfest. Og jaja, den traditionelle bayerske ølkultur er levende og det er en stor del af at bo hernede. De lokale går til Oktoberfest, og byen er mennesketom i oktober, hvor alle er ude på wiesen. Det er ikke et Disneyland for turisternes fornøjelse. Men byen har bare meget mere at byde på«, siger David Barnwell, der i dag ejer et par lederhosen til flere tusinde kroner - noget, han havde forsvoret, da han først flyttede til byen - men ligesom de lokale betragter det som et fint jakkesæt og ikke et fastelavnskostume.
Folkedragten, biergarten-kulturen og Oktoberfesten er nemlig en stor del af hverdagen i byen, men i modsætning til, hvad mange danskere tror, så er det ikke særlig tysk; det er bayersk, og det er noget helt andet.
»Hvis man ser det fra den danske vinkel er det det mest tyske, der overhovedet findes, men hvis man bor i Tyskland og kommer under huden på kulturen, så har det ikke særligt meget med Tyskland at gøre overhovedet«, siger David Barnwell.
Tværtimod er det noget, der får regionen til at adskille sig fra resten af landet, fortæller han:
»At gå med lederhosen, tale med bayersk dialekt og gå til Oktoberfest er noget mange lokale gør netop for at lægge afstand til Berlin og de andre tyske byer. De gør det for at identificere sig med noget andet end resten af Tyskland, og hvis du spørger dem, så har de mere til fælles med Sydtirol og det østrigske eller schweiziske alpeland end med Berlin«.
En by i naturen
Der er en del byer i Sydeuropa, der er kendte for at byde på en kombination af surfkultur og storbyvibes; Biarritz, Barcelona og Lissabon, eksempelvis. Givet Münchens fastlåste geografiske beliggenhed midt på det europæiske kontinent, hundredevis af kilometer fra havet, er der ikke mange, der ville placere München på listen over Europas bedste surf-destinationer. Men hvis man læser de lister, som surf-hjemmesider flyder over med, optræder München ofte, lidt som et wild card. I byens kæmpemæssige Engelske Have - som faktisk er en park, der er væsentligt større end New Yorks Central Park eller Londons Hyde Park - er der nemlig et surf break, der får mange surfere til at lægge vejen forbi byen, når de rejser gennem Sydeuropa i camper vans med surfbræt på taget.
Det ligger lige i begyndelsen af Den Engelske Have, hvor Isar-floden løber under en bro og strømmen skaber en uendelig bølge. Bølgen får både surfere og publikum til at strømme til; på en solskinsdag i juni er der ti-tolv surfere på hver flodbred, som skiftes til at springe ud på bølgen og balancere på deres surfbræts, og omkring 100 forbipasserende, der er stoppet op for at betragte dem. Surferne flyver henover bølgen, frem og tilbage på den smalle flod, før de kaster sig ned i bølgerne og lader den brølende flod transportere dem med sig indtil de kan få fodfæste og komme ind på bredden. Og så vandrer de tilbage op langs floden og gør det igen.
Lidt under halvdelen af surferne er kvinder, nogle er teenagere og andre kunne næsten være deres bedsteforældre, og de kommer med jokes og tilråb til hinanden på tysk, når de står i kø til bølgen. De ser ud til at kende hinanden godt, og de ser ud til at være lokale.
»En rigtig münchener er en, der surfer, vandrer, svømmer i søerne og bruger sin tid i naturen«, fortæller David Barnwell, der selv har været en del af surfscenen i flere af de byer, han har boet i.
Den tilgang afspejler sig i bybilledet; den Engelske Have ligger kort fra det historiske centrum i Munchen, og her er der adskillige kæmpemæssige outdoor-butikker på flere etager, som man i de fleste byer ville finde i udkanten af byen tæt på en motorvej. Men i München er det lige så naturligt at smide penge efter vandresko som stiletter.
»De indfødte har en hel vild tilknytning til og stolthed omkring naturen. De lærer at stå på ski, når de er tre år gamle, og der er en særlig forbindelse med naturen, med bjergene, og en vis fællesidentitet om at ligge i smørhullet omkring alperne. Jeg kan forlade den her biergarten, leje en lejebil med min smartphone, køre sydpå og stå på en bjergtop på mindre end halvanden time og være i Østrig på to. Det er noget af det, der gør byen så unik«.
Gateway til Alperne
Alperne ligger som en halvmåne syd for München, og når man kører sydpå fra byen føles det hurtigt som om de omfavner en i et knus. Det kan man gøre med bil eller tog, for selvom de kæmpemæssige granitgiganter kan virke ufremkommelige, så er der lavet tunneller, veje og bjergpas, der gør det muligt at komme tæt på bjergtoppene for de fleste. Når man kommer frem til de små pittoreske bjergbyer, hvor blomsterkasse-klædte huse rejser sig fra dalene , kan den tilbageværende distance enten klares til fods eller med det væld af kabelbaner, der fragter folk op og ned ad bjergsiderne. Bjergbyerne er travle, for det er her næsten alle dagsturisterne og vandrere tanker op på søvn, mad og forsyninger, inden de igen sætter kurs mod bjergtoppene.
Berchtesgaden er én af den slags byer, og den ligger midt i en nationalpark af samme navn. Parkeringspladsen lidt udenfor byen er et virvar af unge, solbrændte vennepar i vandrestøvler, der ser ud til ikke at have været i bad i flere dage, dagsturister i turbusser, der kun er her et par timer, og nyankomne Interrail-rejsende, der spærrer øjnene op, når de stiger ud af toget og pludselig er omringet af bjergskråninger. Der ligger en McDonald’s i udkanten af den kæmpemæssige parkeringsplads og der er kø til den dyre kabelbane, der fragter folk op til de udsigtsposter i bjergene, som det tager andre time- eller dagevis at vandre til. På den éne vej, der leder ned til den attraktion, det hele handler om, sælger dyre butikker billige produkter til slangen af turister, der snor sig gennem gaden.
Lysten til at vende om og flygte væk fra scenen fordufter imidlertid, så snart gaden ender. Den munder nemlig ud i Königssee, Tysklands nok mest sangnomspundne sø. I århundreder har kunstnere og poeter forsøgt at fange søens skønhed og omdanne den til digte, malerier og fotografier. Under Anden Verdenskrig havde Hitler udsigt til søen fra Ørnereden, et af hans uofficielle, sydlige hovedkontorer, som i dag er omdannet til restauranten og udsigtsposten Kehlsteinhaus.
Nu prøver turister forgæves at afbillede bjergsøen med deres kameraer, men efter en lille stund giver de fleste af dem op; bjergene rejser sig så stejlt omkring den, og der er så stor kontrast mellem den smaragdgrønne sø og de snedækte bjergtinder, at det er tæt på umuligt at tage billeder af den. De stejle bjergvægge gør det også umuligt at vandre rundt om søen, men gamle træbåde futter over dens spejlblanke overflade og gør holdt et par steder undervejs, ved en smuk gammel trækirke og for enden af søen, hvor græssende køer går og klinger med deres klokker på de græsgrønne enge.
De fleste af de besøgende kommer langvejs fra, for mens de fleste tyske byer er omringet af søer, så er de færreste af dem trods alt så smukke som denne. Men mange kommer fra nærliggende byer i Bayern, eksempelvis Andy Kipfstuhl, der går langs søens bredder for at finde et badespot med sine venner og sin hund.
»Vi tager tit ud til søerne for at hænge ud, vandre, svømme og bare slappe af«, siger Andi Kipfstuhl.
Fra søbredden, han står ved, kan man kigge til Østrig; nogle af bjergtinderne, der popper op bag søen ligger nemlig i Tyskland, men de fjerneste ligger i nabolandet. Andi Kipfstuhl tager lige så ofte til østrigske som tyske søer, for der er cirka lige så langt. Men de tyske søer har en fordel, som de østrigske alpesøer ikke altid kan konkurrere med:
»Vi kommer her også for at drikke øl, enten ved søerne eller på biergartens. Det er en meget vigtig del af Bayerns charme«.
FAKTABOKS
Tre andre bjergsøer, du kan nå med tog
Schliersee
På Münchens hovedbanegård kan du hoppe på BOB-linjen - Bayerischer Oberlandbahn - som tager dig sydpå mod bjergene, og en lille time efter kan du stå af ved Schliersee. Byen ligger ved søen af samme navn, men før du vandrer ned til dens bredder skal du i stedet vandre lidt op ad bjergskråningen. Her starter en lille times idyllisk vandretur til den traditionelle bjerg-restaurant Schliersbergalm, men du kan også hoppe på kabelbanen og lade den gøre arbejdet for dig (og når du skal ned igen kan du tage en bobslæde).
Udsigten fra bjerghytten er markant bedre end den traditionelle tyske mad, der serveres, men det er også tæt på umuligt at konkurrere med udsigten over søen, byen, og de omkringliggende bjerge. Øllen er til gengæld god, og med sin pool, sine græssende køer, det lille kælkebakke-tog og sin legeplads er bjerghytten et paradis for børnefamilier.
Ammersee
Ligesom forskellige strande langs Københavns nordkyst tiltrækker forskellige persontyper, så har badesøerne omkring München også hver deres personlighed. De utilgængelige bjergsøer tiltrækker vandrere, der tænder på udfordringen med at komme dertil, Starnberger See tiltrækker Münchens rigmænd og -damer, og så er der Ammersee, som har et helt andet publikum. Søen er kendt for sine afslappede strandbarer, hvor folk slænger sig på liggestole og drikker tropedrinks, mens der spilles reggaeton fra det skrattende anlæg, og så er den et chillet feststed for Münchens surfertyper, strandløver og alternative ungdom.
Man kan tage til byen Herrsching med S-bahn fra Münchens hovedbanegård på en lille time, men i stedet for at blive hængende på en af strandene der, så tag slentreturen op til Strandbar Fischer. Slå dig ned her eller lej en af de trædebåde eller små aluminiumsjoller med motor, der ikke kræver noget duelighedsbevis, og sejl ud på søen i med nogle venner, en kasse øl og dit bedste badetøj.
Eibsee
Når münchenerne skal vælge hvilken sø, deres weekendudflugt skal gå til, skelner de som regel mellem ferskvandssøer og smeltevandssøerne; de første er varme, grønne og til tider lidt grumsede, mens smeltevandssøerne er iskolde, krystalklare og turkisblå, fordi de består af smeltevand fra toppen af de snedækte bjerge.
Eibsee er en af de mest kendte smeltevandssøer, og den ligger for foden af Tysklands højeste bjerg, Zugspitze. Det tager et par timer - og et skift i kønne Garmisch-Partenkirchen - at nå frem til søen med tog, men turen er det hele værd; søen changerer mellem turkisblå og smaragdgrøn, dens spejlblanke overflade får spejlingerne af de fyrretræer, der vokser rundt om søen, til at ligne et knivskarpt fotografi, og bjergtinderne, der rejser sig omkring søen, er kridhvide og dækkede af sne.
Tog til Tyskland
Tysklands trafiknet er alsidigt, veludbygget og omfatter også landlige byer og regioner. Privatbaner supplerer serviceudbuddet, hvilket gør det nemt at tage toget frem til selv de mindste destinationer – til dels med historiske baner.
Med et skinnenet på 33.400 kilometer driver Deutsche Bahn Europas største jernbanenet, der samtidig er meget klimabevidst. Alle fjerntog kører på 100 procent grøn energi og i 2038 er målet at al drift skal ske på grundlag af vedvarende energi. Og du går ikke på kompromis med komforten, når du sætter dig i toget. Servicetilbud som familieområder, restaurant ombord og transport af cykler muliggør en problemfri, miljøvenlig og oplevelsesrig transport – og dermed også en stressfri rejse og et afslappet ophold.