Afgang Københavns Hovedbanegård
Med tre skift undervejs er en togrejse fra København til London ganske sensitiv over for forsinkelser. Ingen har lyst til at stå og glane på en tom perron i Köln og se bagenden af et ICE-tog fordufte med en passager mindre end aftalt, mens man allerede er i gang med at fundere over, hvem der skal betale for en hotelovernatning.
Derfor er nervøsitetskontoen allerede i overtræk, da jeg sammen med en større bunke medrejsende på Københavns Hovedbanegård en tidlig morgen kan se afgangstiden 7.26 blive forvandlet til 7.33 på dagens første direkte tog fra København til Hamburg, der er første stop på en 15 timer lang togrejse til London.


























