Karogoli Elias vågnede med vantro mine.
For tredje morgen i træk lød den samme lyd, han var faldet i søvn til. Lyden af tunge regndråber, der monotont trommede på bliktaget af hans lille hus i slumkvarteret Janqwani, hvor Karogoli Elias boede med sin kone og børn.
I tørkeramte områder er lyden af faldende regndråber en budbringer om overlevelse, men i Janqwani varslede den katastrofe. Millioner af dråber omdannede først vandpytter og åer til søer. Få timer senere var søerne vokset til et hav, der fortærede områdets skrøbelige bygninger.
Beboerne i Janqwani kæmpede først for at holde vandet ude af deres boliger og butikke, til sidst måtte de kapitulere og flygte fra de stigende vandmasser. »Havde jeg vidst, at Janqwani ville blive oversvømmet, var jeg aldrig flyttet hertil,« siger Karogoli Elias.
Med sin placering i bunden af en af de utallige bakkedale i Dar es Salaam var Janqwani et af de områder, der blev hårdest ramt af de store og langvarige oversvømmelser, der i starten af 2012 dræbte over 40 mennesker og gjorde 10.000 hjemløse.
Myndighederne genhusede 51-årige Karogoli Elias, hans kone og seks børn, samt 650 andre familier, på en bakketop i byens udkant. Efter tre år bor familien stadig i det nødhjælpstelt, der skulle være en midlertidig bolig. Et blik på området bekræfter, at familiens skæbne ikke er unik.
Bakketoppen er plettet med lasede, grå telte, der engang var hvide. Da den voldsomme regn hamrede Janqwani i stykker, ødelagde den ikke kun Karogoli Elias' hus, men også hans levevej. Den høje tanzanianer flyttede fra Vesttanzanias provins til Dar es Salaam i 1998 for at finde arbejde. Han blev sikkerhedsvagt i byens centrum.
Men efter genhusningen bor han 35 kilometer fra sit arbejde, og hele hans løn skal bruges på transport. Han har derfor sagt jobbet op.
Karogoli Elias er kun en af de millioner afrikanere, der hvert år rejser fra land til by for at søge lykken. Som klodens mindst urbaniserede kontinent oplever Afrika i disse år en ekstraordinær folkevandring fra land til by.
Kombineret med at Afrika oplever verdens største befolkningsvækst, forventes det, at den afrikanske bybefolkning vil tredobles omrking 400 millioner i dag til 1,2 milliarder i 2050.
De næste 40 år vil Dar es Salaams befolkning mere end femdobles fra fire til 21 millioner indbyggere. På vestkysten ventes Afrikas største by, Lagos, at vokse fra 21 millioner til 39 millioner indbyggere i 2050.
Til sammenligning er New York de sidste 100 år kun vokset med fire millioner sjæle. Vandringen fra landets lerklinede hytter til byens blikskure sker i et tempo, som storbyerne umuligt kan hamle op med. Derfor ender de fleste tilflyttere i slumkvarterer som Janqwani, hvor de er minimalt beskyttet over for klimaændringerne.
Mange ender med at bo i lavtliggende områder uden dræn og kloaker, som gør områderne sårbare overfor for regnen, der som følge af klimaændringerne falder tungere og i længere tid end før. For Afrikas hurtigt voksende kystbyer er det stigende havniveau endnu en udfordring, da havet spiser sig ind på mere og mere af kysten.
Ifølge FN’s Klimapanel får klimaændringer verdenshavene til at stige op til en meter indtil år 2100. For megabyer som nigerianske Lagos, hvor en del af byen er bygget på en sump og ligger på niveau med havet, vil selv små havstigninger oversvømme store områder.
Byernes ukontrollerede vækst parret med effekterne af klimaændringerne kan frem over udsætte Afrikas kystbyer for en katastrofe i slow motion. Dens omfang afhænger af verdenssamfundets evne til at bremse den globale opvarmning. Men også af, hvordan byerne formår at indrette sig til fremtidens voldsomme klima.
Mens verdens statsledere til december skal nå til enighed om vejen til en mere klimavenlig fremtid, eksperimenteres der allerede på livet løs i verdens udsatte kystbyer. I megabyer som Lagos og Dar es Salaam er man for længst gået i krig mod de vandmasser, der angriber fra himmel og hav.
Krigen udkæmpes på vidt forskellige fronter, lige fra slumboere, der overfor de frådende vandmasser hejser deres møbler op under loftet, til multimilliardærer, der rejser en ny ø fra havet for at beskytte storbyen mod de angribende bølger. Atter andre kan blot iagttage vejrets skiftende luner.
Eksempelvis Karogoli Elias. Han plejede at have et job, nu overlever familien på almisser, mens de imødegår en uvis fremtid på en bakketop i byens udkant: »Det eneste gode at sige om mit nye hjem er, at her er vi fri for oversvømmelser.«
