Et billede er ikke kun et billede

Egentlig var det uskarpt. Næsten sløret. Ikke et billede, der ville vinde fotopriser. Alligevel var det historisk. En gråskægget mand med en løkke om halsen. Flere hætteklædte mænd stod omkring ham. Kun deres øjne, næse og mund kunne ses. Resten var dækket af de sorte hætter. En af bødlerne var ved at stramme løkken om halsen på den ældre mand, der kiggede tomt ud i luften. Billedet dækkede en stor del af Politikens forside sidste søndag. Og med overskriften: ’30.12.2006 klokken 03.57’. Nu er det jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at manden på billedet var Iraks tidligere præsident Saddam Hussein. Kort før han blev hængt. Men et billede er ikke kun et billede. Vi registrerer ikke kun personer og omgivelser. Stærke følelser vækkes. Og fordomme bekræftes eller udfordres. Derfor får Politiken ofte skarpe læserreaktioner på billederne i avisen. Især når de opfattes som krænkende. Og det var også tilfældet her. »Skam jer!«, skrev en læser. En anden læser uddybede: »Skal hængning/mord nu være underholdning på forsiden af Politiken og håb om større salgstal? Jeg opfatter det som det laveste instinkt, vi mennesker har – blodhævn«. En tredje erklærede, at »det er barbarisk og uciviliseret at vise et menneske i den situation og absolut unødvendigt. Jeg kan til dels forstå visse irakeres behov for at få bevis for, at han er død, men det kan da ikke være chefredaktionens begrundelse for igen og igen at vise hans henrettelse. Så er vi vel egentlig ikke bedre end ham og dem?«. Den ansvarlige nyhedsredaktør for avisen den dag var Claus Skovhus, som forklarede redaktionens valg. »Argumentet er lige så enkelt, som det er ubehageligt: Billedet er et historisk dokument, der viser brutaliteten i den måde, man har valgt at straffe Saddam Hussein på. Uanset hvor meget vi officielt er imod dødsstraf, så har vi som stat en rolle i den historiske begivenhed«, skrev han i et svar og tilføjede: »Det er ikke Politiken, der har valgt at straffe Hussein på en ’uciviliseret’ måde, men det er en ubehagelig kendsgerning, vi som avis nødvendigvis må skildre så ærligt og troværdigt som overhovedet muligt. Hvis vi ikke bringer det historiske dokument, kunne vi risikere at blive beskyldt for at nedtone de faktiske omstændigheder«. Det samme billede blev også anvendt på forsiden af Berlingske Tidende. Flere billeder fra samme situation plus et billede af den døde Saddam Hussein blev brugt på Jyllands-Postens forside, ligesom samtlige tv-stationer viste billeder fra henrettelsen. Alle holdt sig dog fra at vise selve hængningen. Og ja, det var et rigtigt valg. Medierne skal ikke skjule virkeligheden for læserne. Ubehagelig viden er nødvendig for en demokratisk diskussion. I dette tilfælde om udviklingen i Irak og om dødsstraf. Og et billede kan vise, hvor grufuld en henrettelse er. Langt mere end ord. Derfor er et billede ikke kun et billede. Grænsen går ved selve hængningen. Der er ikke nogen journalistisk pointe i at vise dødsøjeblikket. Det er et spørgsmål om værdighed og om hensyntagen til læserne. I den forbindelse er det ligegyldigt, at mange på nettet ser den omstridte mobiltelefonoptagelse af selve henrettelsen. Men sagen rejser en mere principiel diskussion. Er medierne ikke forpligtet til at vise virkelighedens gru og rædsel, så offentligheden får en reel mulighed for selv at tage stilling? Især når det gælder ofrene for selvmordsbomber og militære angreb i Irak og Afghanistan, hvor et flertal i Folketinget har givet Danmark et medansvar for udviklingen. Politikens etiske retningslinjer er klare. Avisen bringer ikke billeder, der »krænker enkeltpersoners ret til privatliv«. Denne regel bliver om kort tid udbygget i avisens nye, udvidede etiske retningslinjer, som fremhæver: »Ved trafikulykker og andre ulykker kan billeder under alle omstændigheder blive ’åbenbart krænkende’. Især nærbilleder af døde, lemlæstede eller pårørende. Og derfor tager avisen en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde for at undgå at krænke de berørte og læserne. Samtidig skal billedets dokumentationsværdi være journalistisk velbegrundet«. Et godt eksempel på den praksis, som har eksisteret på avisen i mange år. Blandt andet valgte Politiken efter selvmordsbomberne i juli 2005 i London på forsiden at vise et afdæmpet billede af en lettere såret mand, som forlader Edgware Road Station. Han havde en hvid bandage hen over hovedet og halsen. Og blodpletter på den blå skjorte og den grå jakke. Et glimrende billede, fordi det med få midler viste tragedien. Uden at udpensle de grufulde scener efter eksplosionerne. Samme afdæmpede facon valgte avisen senere samme måned efter terrorbomberne i feriebyen Sharm el-Sheikh i Egypten. Her trykte avisen et forsidebillede, som viste ødelæggelsen på byens gamle marked. Og ingen billeder af lig. Politikens fotoredaktion står næsten hver eneste dag over for at skulle vælge mellem grufulde billeder fra brændpunkter overalt i verden. Og grænsen for mange medier – især tv-stationerne – er for alvor skredet de seneste ti år. Men dilemmaet er tydeligt. På den ene side skal Politiken ikke sløre virkeligheden for læserne. På den anden side skal avisen tage hensyn til de berørte på billederne – og til læserne. Derfor er det altid en konkret afvejning. Samme VURDERING skulle jeg foretage sammen med fotografen, da jeg som journalist i 2002 fulgte udgravningen af en massegrav i Bosnien. Her viste vi billeder af selve graven med knogler, tøj og dokumenter. Her ville det have været absurd ikke at vise billederne. Vi krænkede ikke nogen, da ingen var identificeret – og samtidig gav vi læserne en mulighed for at se, hvilken rædsel en massegrav er. Et billede er ikke kun et billede.