At fødevareproducenterne nu selv begynder at forbyde børnereklamer for usund mad, tilfredsstiller ikke Christel Schaldemose, medlem af Europaparlamentets udvalg for forbrugerbeskyttelse (S). Det gør hun klart samme dag, som den globale fødevaregigant Masterfoods har meldt ud, at reklamer for Mars og Snickers i fremtiden ikke må målrettes børn under 12 år. »Initiativet er selvfølgelig bedre end ingenting. Men man skal holde sig for øje, at de gør det for at få goodwill og dermed tjene flere penge. Det er jo den samme virksomhed, som tidligere har lavet nye chokoladebarer i king size. De handler jo ikke, fordi det er i samfundets interesse«, siger det socialdemokratiske parlamentsmedlem. En af hendes mærkesager er et egentligt forbud mod børnereklamer for usunde madvarer. Danmark nøler Derfor har hun også kæmpet for at få et forbud føjet ind i de nye EU-regler på tv-området. Men hun må sande, at det formentlig ikke bliver til andet end en blød opfordring til tv-stationerne om at lave et kodeks for god adfærd. Med nederlaget in mente mener hun, at Danmark bør gå forrest med et hjemligt forbud mod børnereklamer for usunde fødevarer. I stil med det, man har i Storbritannien, hvor børn under 16 ikke må udsættes for annoncer, som sælger madvarer med højt sukker-, fedt- eller saltindhold. Frivillighedens vej Men det ønsker familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) ikke at følge op på. I sidste uge sagde hun til Berlingske Tidende, at eventuel lovgivning skal ske på EU og ikke nationalt niveau. »Hvis vi kan nå det samme ad frivillighedens vej, er det jo også endnu bedre«, tilføjede hun med henvisning til, at Landbrugsraadet har lagt op til et nyt kodeks, som pålægger producenter at afholde sig fra at reklamere for usunde fødevarer. Syltekrukke Udmeldingen kalder Christel Schaldemose for et hult argument: »Hun sylter jo sagen. Ministeren ved udmærket godt, at der skal presses på for at få ændret lovgivningen i EU, og det sker via nationale initiativer, som det i England. Det passer hende glimrende, at ansvaret bliver lagt over til producenterne selv«, siger Christel Schaldemose, der mener, at kun politikere og ikke virksomhederne selv kan bremse det stigende fedmeproblem. 71,5 mio. overvægtige børn I 2006 var 22 ud af 71,5 millioner børn i EU overvægtige, viser tal fra den europæiske forbrugerorganisation, BEUC. Politiken.dk har endnu ikke kunnet få kommentar fra familie- og forbrugerministeren.
Forbrugerminister anklages for nøl i sag om slikreklamer
Lyt til artiklen