De billeder, vi ser

Hver eneste dag har vi brug for at fortælle historier, hvor billeder er vigtige. Billeder, der viser en følelse hos et menneske, en stemning på et sted, som illustration til noget, der kan være svært at forklare og forstå. Eller som ren dokumentation af noget, der har fundet sted. Som fotografer laver vi billederne hver eneste gang, det kan lade sig gøre. Det er ikke altid, at vi har dagsaktuelle billeder at sætte i avisen, men så søger vi i vores kæmpe billeddatabase. Når jeg for eksempel taster ordet SVIN ind på computeren, finder maskinen hurtigt 1.246 mulige billeder at vælge imellem. Alt muligt. Lige fra Lars Barfod over røget bacon til lukningstruede Danish Crown. Men selv om vi reelt kun skal bruge ét fotografi, så er de mange valgmuligheder ikke altid nok. I løbet af den sidste uge har de fleste danske medier brugt spalteplads og sendetimer på at fortælle kritisk om transport af grise. Politiken har ikke haft en fotograf med på en lastbiltur til Rusland, så under normale omstændigheder vil vi søge i vores arkiv efter noget, der egner sig til at illustrere artiklen. Det kunne være en glad lille gris med krølle på halen, eller et par sørgmodige griseøjne. Vore egne øjne Vigtigst er det, at billederne sender et signal om autenticitet og troværdighed. Men når sagen, som i dette tilfælde, kommer til at sætte en politisk dagsorden, er det ikke nok at gå i arkivet. Her er det beviset eller ’som det så ud i virkeligheden’-billedet, vi gerne vil se. Vi går på kompromis med vores normale høje krav til fotografisk kvalitet, fordi den dokumentariske værdi vægtes højere end den æstetiske. Hvis vi ikke ser det med vores egne øjne, tror vi ikke på, at det har fundet sted. Med avisen i hånden kan vi bagefter hente politiske reaktioner på Christiansborg, hvor alle, der kan få taletid, har en mening om, hvor frygteligt det hele er. Det har været synd for dyrene i al den tid, grisene er blevet transporteret over store afstande. Politikere, pressen og menig mand/kvinde har kendt til de elendige forhold i årevis. Vi har skrevet om det før. Masser af gange, faktisk. Hver eneste gang, vi bliver vidner til endnu et grelt eksempel på overgreb, sættes en debat i gang. Hos medierne og i resten af samfundet. Lige indtil en ny skandale sætter sit præg på avisernes spisesedler. Så imens venter grisene. Venter på, at nye regler overtrædes, så de igen kan rydde forsider. Næste gang er det måske om gmo-soya i foderet, om tremmegulve i kæmpe grisefabrikker eller slagteri uden for landets grænser. Imens drukner grisene i deres egen afføring igen og igen. Og vi ved det. For vi har set billeder af det.