Det var, da bøgerne var nødt til at blive udgivet i sommerferierne for ikke at skabe kaos på alverdens skoler, at Harry Potter indiskutabelt var blevet lige så stor som The Beatles. Både som mani og civilisatorisk faktor. Siden er historien om troldmandsdrengen med arret i panden vokset yderligere, uanset hvilken målestok man bruger. Det samlede oplag er på 350 millioner, dertil kommer filmene og alt det andet, der har udstyret Joanne Kathleen Rowling med den største konto i Gringotts Wizarding Bank. Men pengene er ikke det interessante. Det er derimod fortællingens gennemslagskraft. Det er lang tid siden, den fantastiske trio, Harry, Hermione og Ron, kun huserede i børnenes verden. Fablen om det godes kamp mod den personificerede ondskab favner alle generationer. Harry og co. er indarbejdede figurer i vores kollektive bevidsthed. Endnu har man vist ikke hørt om kaos på plejehjemmene på udgivelsesdagen – måske kommer det hertillands i nat. Harry Potter er kult Harry Potter er kult, industri og fænomen, men dog først og fremmest litteratur. Det er læseglædens sejr, der skal fejres, nu hvor syvende og sidste bind er en realitet i Hanna Lützens herlige fordanskning. Og lad det være sagt med det samme: J.K. Rowling har aldrig skrevet bedre end i bogen, hvor hun har skullet samle alle løse tråde og forløse sin historie. ’Harry Potter og Dødsregalierne’ er lige præcis den epilog, som enhver Potter-fan har kunnet drømme om. Rowling skriver ikke læse let-fantasy for voksne med et barnligt sind. Hun har udviklet sig til en moden forfatter, der både kan fortælle en historie, man bare må læse til ende, og komponere og skrive den så raffineret og stilfuldt, at det hele går op i en højere enhed. I bind syv venter der læseren et bjergtagende smukt kapitel: To personer, en samtale, skinnende hvidt lys, brikker der falder på plads, et valg der skal træffes, en sorg der skal heles. Mere skal ikke afsløres her, men Rowling er suveræn. Hun er vokset i takt med sine figurer. Måske har hun ligefrem fået kraft fra de enorme forventninger ude i læserhavet. Der findes talrige udviklingshistorier, hvor heltene skal så grueligt meget igennem, før de sejrer til allersidst. Hvad er det nye i tilfældet med den stakkels forældreløse dreng, hvis liv ændres så dramatisk, da han i en alder af 11 får uglebrev om, at han er optaget på ’Hogwarts skole for heksekunster og troldmandskab’? En magisk parallelverden Genistregen er magien. Som opbyggelig saga for børn og unge i alle aldre trækker Rowling på samme formel som Pippi Langstrømpe, venskab og superkræfter, men dertil kommer det detaljerede magiske univers. Rowlings unger kan trylle! De rejser via kamin, telefonboks eller kost. De løber panden mod muren på perron 9 ¾ og havner i en anden verden. De rejser i tid, tygger multismagsbønner og driver gæk med ondskaben selv bag usynlighedskapper. De går i skole i en paradisisk udgave af Herlufsholm (bortset fra uhyrerne i kælderen!), hvor overtroldmanden, indtil han blev slået ihjel, eller hvad det nu var, der skete, er en omsorgsfuld bedstefar med langt skæg. Det er sjovt, det er spændende, det er godt fundet på. Det magiske univers har været altafgørende for seriens succes. Eksistensen af en magisk parallelverden gjorde fra starten Rowlings bøger konkurrencedygtige både over for rollespilsfolkets hang til sværd og monsterdyst og computerspillenes tilbud om flerdimensionelle universer. Heldigvis er magien ikke ufejlbarlig. Superkræfterne forhindrer ikke, at Harry, Hermione og Ron bestandigt er i fare. Hvis evnen til at rejse i tid, som Hermione bliver introduceret til i ’Fangerne fra Azkaban’, havde været gennemgående, ville meget have været anderledes. Kærlighed Rowling er blevet kritiseret for at opfinde nye besværgelser og trolddomskunster, når hun skal have reddet sine helte ud af diverse besværligheder, men ærligt talt, der ville jo ikke have været meget historie tilbage, hvis ungerne havde været udstyret med magiens store kørekort allerede fra første kapitel, vel? Rowling rammer ind i tidens behov for noget at tro på. Bøgernes succes bæres frem af den etos, som gamle Dumbledore mere end nogen anden er eksponent for: kærlighed. Det var moderkærligheden, som gjorde Harry i stand til at overleve sit første livsfarlige møde med Voldemort. Siden har kærligheden, hånd i hånd med ærlighedens og venskabets gode energier, gjort ham endnu stærkere. Det var Stephen King, gysets mester, der sammenlignede Harry Potters popularitet med The Beatles’. Sikkert er det, at det er det samme kærlighedsbudskab som dengang i 1960’erne, der i form af de rowlingske epistler endnu en gang udgår fra det engelske kontinent. Som Lennon, således også Rowling: »There is nothing you can do, that can’t be done. There is nothing you can sing, that can’t be sung. It’s easy. All you need is love, love is all you need«. Kærlighed – og en patronusbesværgelse i ny og næ – så skal det nok gå. Og så selvfølgelig familie, hvis man har det. Har man ingen, må man klare sig med valgslægtskaberne. Med dem, man selv vælger til, og dem, man bliver valgt af. Harry har venner, og han er parat til at gå så langt, som en ven kan gå. Han vil gå i døden for dem. ’Harry Potter og Dødsregalierne’ Hvad er det modsatte af kærlighed? Rowling er ikke bange for at tydeliggøre sin pointe. ’Harry Potter og Dødsregalierne’ er et ætsende angreb på racisme og enhver forestilling om racerenhed. Hun lader dramaet pege direkte tilbage til et opgør, Dumbledore i 1945 havde med en troldmand med det tyskklingende navn Grindelwald. Det år kender vi godt, vi er helt med. Harry Potter-bøgerne er ét langt opgør med ondskab, i bind syv er ondskaben ikke længere abstrakt. Voldemort, den sorte magis ypperstepræst, og hans dødsgardister og mentorer er nazister. Så er det sagt. Det er nazismen, Harry står over for i det afgørende slag, tabene er frygtelige. Ligesom John Lennon afstedkom raseri og bogafbrændinger i USA’s bibelbælte, da han i 1966 udtalte, at The Beatles nu var større end Jesus, er J.K. Rowling blevet beskyldt for at være et redskab for djævelen. Også af religiøse hertillands. Nu, hvor den magiske visdoms syvende søjle kan fås i hver eneste boglade i det kendte univers, står det klart, at Rowling ikke er en okkult forfører, der prædiker sort magi, men derimod en forkynder, der ikke er bleg for at lade sin superhelt fremstå som en slags Jesusfigur. Det kan man selvfølgelig godt opfatte som utidig indblanding i Guds affærer. Men man skal læse Harry Potter, som fanden og fundamentalister læser Bibelen, for at kunne få seriens grundlæggende budskab om næstekærlighed i den gale hals. I Rowlings verden kommer the force hverken fra magiske genstande eller fra en skabende og opretholdende Gud, men fra menneskers kærlighed til hinanden. Det er ikke djævelsk snak, det er opbyggelig tale for moderne mennesker. Harry er kult Harry er cool, og Harry er kult, og det er fuldt fortjent. Alle hånde eksperter har forsøgt sig i alle afdelinger af kulturanalysen for at forstå, hvad det var, der ramte massekulturen dengang i juni 1997, da ’Harry Potter og De Vises Sten’ udkom på engelsk. Man har forståeligt nok vægret sig ved kun at skulle forstå fænomenet som litteratur. På bundlinjen må det dog være det, som bøgerne har gjort ved deres læsere, der vejer tungest. Lad os glæde os over mødet med Hogwarts fantastiske beboere. Dumbledore, Hagrid, professor McGonagall – og Severus Snape med det blåsorte hår og den – for satan da! – hårde tjans. Plus alle de andre. Lad os glæde os over, at ondskaben trods alt kan forklares (Freud har ikke levet forgæves), og lad os sidst, men ikke mindst fryde os over syv bøger, der har gjort enhver kulturpessimisme til skamme. Som har fået anmelderens egne unger til at hænge skilte på døren om, at de ikke ville forstyrres. »Ikke komme ind, jeg læser HP!«. I elfenbenstårnene er der stadig mørkemænd, som raser over, at Rowling har fået skellet mellem børne- og voksenlitteratur til at skride sammen, men lad dem rase i fred. De har ikke forstået dybden i den revolution, som har rullet igennem forholdet mellem børn og forældre. En ny jævnbyrdighed og et nyt fællesskab, også i kulturforbruget, har afløst den nære og fjerne fortids distance og hierarkier. HP står ikke for Hewlett Packard, men for Harry Potter. Også for voksne i it-branchen. Harrys himmelfart Måske Harrys himmelfart startede med, at voksne med sans for højtlæsningens evne til at fortrylle satte sig på sengekanterne og begyndte at læse for deres poder? Måske de begyndte at tale med andre voksne om det, de havde læst? Måske de – helt forståeligt – fandt mange af bøgerne alt for langtrukne. Måske de alligevel hang på. Som en sommerfugl Som en sommerfugl med støv på vingerne er Harry i hvert fald fløjet ud af børneværelserne for at blive fælleskultur og allemandseje som Brødrene Løvehjerte, Alice i Eventyrland og Richard Adams’ kaniner og mange andre har gjort det. Harry har aldrig været en trussel mod skolerne. Tværtimod. Rowling har påtaget sig den svære rolle som opdrager i en opløsningstid, hvor alt står for skud. I en epoke, hvor de frygtsomme længes efter gamle dage, herunder skoler, der kan lære børn at læse og skrive, mens de optimistiske glæder sig over kulturel mangfoldighed, mobilitet og nye muligheder for selvrealisering, slår Rowling et slag for den sunde fornuft: På Hogwarts hylder man både det kompetente barn og den kompetente lærer, eleverne skal både respektere viden og venskab, flid og fantasi. Sagt helt kort: Moderne massekultur rummer ikke et fænomen, der tydeligere og stærkere end Harry Potter-bøgerne prædiker alt det, som begge fronter i den skolepolitiske debat ønsker at høre. Genopstandelses mulighed består Så husk det nu, alle troldmandsdrenge og piger: Gør som Harry og Hermione og Ron: Tag ansvar for egen læring, men elsk jeres lærer! Hold sammen, men vær også parat til at gå alene ud i den blæksorte nat. Lyt til Sorteringshatten, når den siger ’Slytherin’, men også til jer selv, måske er ’Gryffindor’ bedre. Frem for alt: Vakl aldrig i kampen for det gode. Med bind syv er 4.000-siders troldmandsløjer slut, men som vi alle ved: Man kan ikke holde en god historie nede. For nyligt erklærede J.K. Rowling, hvis største problem måske er den massive politiske korrekthed i stort og småt, at Dumbledore skam er bøsse, så sagaen – og markedsføringen – fortsætter, og det står forfatteren frit for at udstyre det, vi allerede ved, med stadigt nye oplysninger. Punktummet er med andre ord foreløbigt, genopstandelses mulighed består. Og den totale overraskelse ligeså. Glæd jer. Kongen er død, kongen lever!